Søren Jessens morfar var selveste Ulvemanden:
Hans øjne kunne lyse så ulveagtigt gult, og når han rullede med dem, fik jeg gåsehud over hele kroppen. Desuden havde han nogle store, grå, buskede øjenbryn og grå hårduske, der strittede ud ad både næseborene og ørerne. Som om han var fuld af pels indeni. Ulvepels. Derfor tænkte jeg altid på min morfar som Ulvemanden.
Søren Jessen: Wolf - Ulvemandens fortællinger (1998)
Denne beskrivelse stammer fra en af de bedste nyere samlinger af røverhistorier for børn og barnlige sjæle: Wolf - Ulvemandens fortællinger.
22199897
I bogens indledning fortæller Søren Jessen, at hans morfar havde en fantastisk evne til at fortælle, og at den lille Søren sad med store, glødende ører og lyttede til de mest fantastiske (løgne-)historier.
I virkeligheden hed bedstefaderen Hans Wolf - og det efternavn er det tyske ord for ’ulv’. Wolf var såmænd ’bare’ et fredeligt landpostbud, der kørte breve ud i Sønderjylland. Men han blev desværre født i en periode, hvor den del af Jylland var indlemmet i Tyskland, så han måtte deltage i 1. Verdenskrig på tysk side. Under krigshandlingerne blev han såret af en granat og overlevede lige på et hængende hår...
På forsiden af bogen, der er tegnet af Søren Jessen, ser man en lille dreng, der sidder betuttet på en ældre mands knæ. De har sat sig godt tilrette, og manden fortæller løs med et sælsomt smil om læberne. En hyggelig standerlampe sender et varmt lysskær ind over sceneriet, og alt ånder tilsyneladende fred og ingen fare.
Og dog. Landskabet omkring bedstefaders lænestol er nøgent og koldt. Afpillede træstammer peger fingre mod himlen, og på en bakketop sidder en ulv i silhuet mod månen. Landskabet er altså ikke kun idyllisk, men kan åbenbart forvandle sig fra idyl til mareridt.
Der er mareridtstemning i mange af røverhistorierne, som i fortællingen om den fuldmånenat, hvor bedstefaderen pludselig mærker, at der vokser en hale ud af hans bag. En underlig sult overmander Wolf, og han må på jagt efter kød.
Og så fik han øje på sit bytte. Det var lille og lyshåret og så lækkert ud. Men det havde også træsko på. Og en kurv i den ene hånd, og en rød hat på. Det var en pige. En sød lille pige på vej gennem skoven .
Mon ikke det er ’Lille Rødhætte’ på vej mod sin bedstemoders hus?
Heldigvis bryder solen frem på himlen i samme øjeblik, og Wolf mister lysten til skært kød. Det hele var sikkert bare en drøm - eller hva’?
Og sådan er hele tiden hos Søren Jessen. Virkeligheden bryder ind og forstyrrer drømmen - eller omvendt. I et væk...
I Søren Jessens forfatter- og illustratorskab er der næsten kun flydende grænser. Ingen hårde overgange - man åbner tilsyneladende blot en dør og inde bag den møder man kentaurer, nisser, sære dværge, narre, uhyrer, ’mareridtsbetjente’, mystiske mænd og Fanden selv!
Søren Jessen har virkelig arvet morfaderens imponerende evne til at fortælle og formidle sin sprudlende fantasi.
"Jeg rummer det hele. Jeg kan sagtens gå fra det ene til det andet. Og det omslag, jeg lavede til ”Wolf”, fortæller alt om, hvad jeg gerne vil: den trygge nære situation i midten af et eller andet vildt, underligt udenom."
Den dobbelte mand - interview med Søren Jessen ved Steffen Larsen i "Børn og Bøger", 2001.
På den fine forside til Wolf ser man ude i højre side en læderbold, der ligger ved foden af et sodsværtet træ, og en pikkelhue eller -hjelm, som tyskerne brugte i 1. Verdenskrig, er placeret helt forrest i billedet på en pind. Disse to genstande hører sammen i en af fortællingerne. For blandt de sindrige og yderst opfindsomme historier, som bogen rummer, er der pludselig en meget realistisk beretning om en 1. juledag midt under Verdenskrigen, hvor alle de kæmpende soldater dukkede op af skyttegravene, udvekslede hilsener og begyndte at spille fodbold - for sjov.
Det ville være meget bedre, hvis man lod soldaterne spille fodboldkampe mod hinanden i stedet for at skyde med granater og geværer og slå hinanden ihjel", sagde jeg. "Ville det ikke?
"Jo", nikkede Ulvemanden stille, mens han klappede mig på håret. "Jo, det ville være meget bedre".
Søren Jessen: Wolf - Ulvemandens fortællinger (1998)
Historien er barsk, men fortæller befriende om et åndehul midt i en vanvittig verden. I den alt for triste virkelighed kan legen og fantasien heldigvis pludselig opstå og ødelægge alvoren.
Men fantasien kan ikke fanges eller tæmmes, hvis der ikke bliver åbnet for alle sluser og sanser.
Og det kan Søren Jessen - han kan jonglere så elegant med virkelighed og fantasi, at vi som læsere ikke fornemmer de sømløse overgange. Han er som narren, der i billedbogen ”Cirkus Bizar” (1996), træder ind og redder et dødkedeligt cirkus fra at blive ruineret. Narren bruger sine magiske evner -Søren Jessen tryller med pen og pensel.