I 1995-96 skete der et kunstnerisk gennembrud. Søren Jessen udsendte den vellykkede (tekst-)billedbog Jagten på drømmeparaplyen (1995) og den svævende En fuldmånenat (1995). Begge bøger handler om nattens eventyrlige drømmeverden.
I Jagten på drømmeparaplyen leder Ole Lukøje og ’Mareridts-betjenten’ efter selveste ´drømmeparaplyen´ - og de tror, at den befinder sig hos drengen Mikkel. De må og skal finde den, for hvis det ikke lykkes, får byens børn grimme mareridt. Ved hjælp af gode tanker og kærtegn får de tre skræmt alle nattens monstre bort, og de gode drømme tager magten fra de onde. Stregen er løsere end i Dino-bøgerne, detaljerne rigere, og strukturen i tegningerne er meget fint opbygget.
Men En fuldmånenat er et klokkeklart gennembrud. En dreng og hans bamse ligger i sengen om aftenen og kan ikke falde i søvn, fordi fuldmånen skinner dem lige ind i ansigtet. Pludselig letter bamsen, flyver helt op under loftet og ud af vinduet. Drengen bliver bestyrtet og følger efter på en rutschebanetur af dimensioner. Bogen er meget filmisk, og der arbejdes fornemt med ’vidvinkel’, close-ups, skæve perspektiver og herlige proportionsforskydninger.
I 1996 følger så Cirkus Bizar , der handler om et cirkus, der på alle måder er gået i hundene. Bogen er fortalt i rimede vers:
Artisterne havde set bedre dage,
og publikum var begyndt at klage.
Folk ville se fantastiske numre,
Og ikke artister, der kun kunne fjumre.
Men så en dag skete der noget:
I et sus af stjerner og sole ankom en nar
til Cirkus Bizar
Den dag narren kom,
Kan du tro, forestillingen blev lavet om.
Og i et svimlende fugleperspektiv:
Med en bombe, tolv pølser, en kat og en hummer
lavede narren et farligt og dristigt luftnummer.
Dybt nede i manegen står den fallerede direktør og kigger op på dette vanvidsnummer, hvor narren har ophævet alle fysiske og logiske (tyngde-)love.
Man kan, hvad man vil, fortæller denne herlige billedbog. Og da narren pludselig forsvinder - kan de før så kedelige artister udføre de mest skægge og dristige numre:
De huskede, hvad de af narren havde lært,
Og pludselig var det ikke længere så svært.
Nej, der skal en vis portion af galskab til at overleve i hverdagen. Og man skal tro på fantasien og den kraft, som den rummer.
Det fortæller Søren Jessen også i en meget vellykket fantasy-bog Knud Billes forunderlige verden (1996), der handler om en lille dreng med en meget bekymret mor, der bl.a. tror, at Knud er multi-allergiker. Hun pylrer om ham, og (måske) netop på grund af hendes evindelige bekymringer, er Knud altid forkølet.
Moderen har en frisørsalon, faren er på langfart som kaptajn - det er en næsten normal familie.
Men så en dag kommer Knud i kontakt med fantasiens verden, hvor der lever fabeldyr og fantastiske væsener, og de vil så gerne have hjælp af Knud, der har særlige evner. Han kan nemlig høre og se disse fantasifostre og sanse deres eksistens. De har en anfører, Mulla, der giver Knud en belæring:
For mange, mange år siden troede menneskene faktisk på, at der fandtes en anden verden end deres egen. En verden fuld af nisser, alfer og fabeldyr. Ja kort sagt vores verden. Man troede på naturånder og på guder og man gjorde, hvad man kunne for ikke at genere dem () Ja, sådan var det engang. Vi eksisterede side om side i en fin balance og alt var godt. Men ganske langsomt begyndte der at ske noget med menneskene. Det var som om der skete noget med deres øjne, næser og ører. Det var som om de blev dårligere og dårligere til at høre på os og tale med os og til sidst eksisterede vi ikke længere for dem .
Knud kan altså det, som man i gamle dage havde blik og øre for. Og nu beder Mulla om Knuds hjælp, så de sammen kan overvinde den onde Sigylla, der vil dræbe de fantastiske væsener og erstatte dem med ´ham selv og alle hans gnomer´. Og det vil bevirke, at:
alle børn vil få onde, grimme tanker og mareridt hver eneste nat .
Romanen er et smukt koncentrat af de mest vellykkede fantasy-bøger gennem det 20. århundrede fra C.S. Lewis’ Narnia-serie (1950-57) til Tolkiens Ringenes Herre (1954-55) og J.K. Rowlings Harry Potter-serie (fra 1997). Sidstnævnte kan Søren Jessen af gode grunde ikke have kendt, da han satte sig til skrivebordet...