Nørder og en rigtig helt(inde)...

Søren Jessen har dyb sympati med drenge, der har problemer med deres lidt ’nørdede’ væsen, fx Otto i romanen Otto Mylleberg Madsens besværlige hjerne (1997). Han har en uregerlig hjerne, som hele tiden siger det højt, som man kun må tænke for sig selv. Og det giver Otto mange, mange problemer.

Og der er Palle i den herlige: Helt søges - henvendelse: Palle Cloppenborg (1999), der er godt træt af det hele og annoncerer gennem et opslag i Kvickly efter en vaskeægte superhelt, der kan rydde op i hans talrige besværligheder.

23155788

Men dybeste i sin psykologi er portrættet af en pige. Hun hedder Sofie og er hovedperson i den fremragende ungdomsroman Stilhedens Hav (2000). Sofie er på alle måder en kvik pige, der ikke vil lade sig kue af nogen omstændigheder på denne jord eller - i helvedet!

Sofie ryger korporligt i totterne på Fanden selv, der har taget skikkelse af en jordisk mand med det fredelige navn hr. Hansen. Hun overlever på et hængende hår, men sammenstødet med Satan kræver et urimeligt offer Læs selv!

Parallelt med den eventyrlige brydekamp hører vi om Sofies hverdagsliv med den højtelskede lillebror og problemerne i forældrenes besværlige samliv. De lever på alle måder som hund og kat, og deres sammenstød er ved at knuse børnene. Fanden har sandelig også magt over hverdagen...

Romanens konklusion er både sort som kul og lys som sommerhimlen, og Søren Jessen fortæller fremragende og bevægende om de to universer, fantasien (eller drømmen) og virkeligheden, som voksne åbenbart hverken kan og vil smelte sammen i deres bevidsthed. I Stilhedens Hav får denne ulyst eller manglende evne, som voksne lægger for dagen, virkelig katastrofale følger...