Vrede geder og søde kameler

I 1990’ernes slutning og de første år af det 21. århundrede er der udkommet fire pragtfulde billedbøger for børn af Søren Jessen - tre stykker i samarbejde med tekstforfatteren Peter Mouritsen: Nej sagde Kaj (1998), Gider ikke! Historien om Gidrik, en vred ged (2000) og Bummelum (2001) og en enkelt med tekst af Sally Altschuler: Hvordan man får sin kamel til tandlægen (2000).
Gider ikke! Historien om Gidrik, en vred ged indbragte den Søren Jessen Kulturministeriets Illustratorpris i 2000.

22610902

Søren Jessen har selv konstrueret den fabel-agtige Faldt du? , der handler om en dreng i Batman-udstyr - måske på vej til et karneval? - som falder gennem de hvide striber i et fodgængerfelt. Reelt snubler han kun, men i de brøkdele af sekunder, hvor han hvirvler mod asfalten, ryger han ind i en parallelverden befolket med sære skikkelser og underlige landskaber. Denne fremragende ’døråbner’ ind til fantasiens skatkammer er ganske unik i dansk illustratorkunst. Kun Bente Olesen Nystrøm (f. 1950) har lanceret ligeså dristige og udfordrende billedbøger herhjemme.

De tre billedbøger med tekst af Peter Mouritsen er remsebøger om små, irriterende og alt for selvstændige drenge. En af hovedpersonerne er ganske vist en ged, men han ligner et menneske til forveksling.

Gidrik er en vred ged, der ikke gider at være sammen med de andre i flokken. Han lader sig derfor opsluge af nogle fantastiske væsener i Skæve Skov. Først Gedeslugeren, så Klokkelokken, Øfgøffen, Pullimutten, Krabbenappen og Rænkelænke. Men da den sidste vil lænke ham fast i Krappenappens bug, bliver han ud af sig selv af raseri. For man kan nok opsluge Gidrik, men ikke fastholde ham. Så han stanger med sine flotte spidse horn alle uhyrerne ud af Skæve Skov - inklusive Skovskytten, der vil hænge Gidrik op på væggen som et jagtrofæ.

Og nu han var så godt i gang, stangede han Skæve Skov over på den anden side af månen. Og sig selv med.
Her står han og bræger ud i rummet. Han håber nok stadig at møde en ven.

Nej, Gidrik vil ikke fastholdes af nogen magter på jorden eller i himlen. Men denne stædighed og dette egensind medfører i sidste ende en hel del ensomhed...

Fremragende er også ’brugsanvisningen’ Hvordan man får sin kamel til tandlægen . Den handler om en flink dreng, der har en gigantiske kamel på sit værelse. Den har fået tandpine, og nu forestiller drengen sig alle de genvordigheder, som de to må igennem undervejs til tandlægen, og den smerte, som kamelen vil komme ud for i tandlægestolen.

En fin og veldrejet bog om angstens natur - for det er jo ikke kamelen, der i virkeligheden har problemer i bogen - det er drengen, der er hunde- eller snarere kamel-angst for at sætte sig under de hylende bor...