Det er nærmere reglen end undtagelsen blandt krimiforfattere, som debuterede i samme periode som Jussi Adler-Olsen, at sætte scenen for de første værker i udlandet, tilsyneladende fascineret af forskellige former for angloamerikansk spændingslitteratur. Det gælder forfattere som Morten Hesseldahl, Christian Mørk og Jo Nesbø. Målet er at levere romaner med internationalt snit, der nødvendigvis må foregå et sted langt væk fra den nordiske tryghedsmodel, hvor den kan få fuld gas med alle gode greb og plottænkning. Og som Nesbø, der er kendt for sine kriminalromaner om den kantede, kyniske, men også geniale efterforsker Harry Hole, skriver Jussi Adler-Olsen om en efterforsker, der er introvert og mut, som ofte kommer i clinch med chefer, som bøvler med privatlivet og som går sine helt egne veje for at opklare forbrydelser.
Selvom Carl Mørck er hovedperson i bøgerne om Afdeling Q, portrætterer Jussi Adler-Olsen et specialteam af efterforskere med hver deres særheder og kompetencer, ligesom svenske Arne Dahl gør det i sin krimiserie om A-gruppen. De to forfattere har også samfundskritikken til fælles, selvom den er mere synlig i Dahls kriminalromaner.
Jussi Adler-Olsens krimier handler ofte om magtmisbrug og om hvordan mennesker kommer i klemme, når systemet svigter. Han viser konsekvenserne af, at politiet selv, samfundets elite eller politikere misbruger magt. Det omdrejningspunkt har han til fælles med blandt andre Jens Henrik Jensen i bl.a. hans krimi ”Interregnum”, der er syvende bog i serien om krigsveteranen Niels Oxen.
En anden beslægtet forfatter er Stieg Larsson, der slog sit navn fast med serien om Lisbeth Salander, der også er blevet filmatiseret og en stor publikumssucces. Men effekterne, Jussi Adler-Olsen betjener sig af, er nærmere beslægtet med et par af Larssons svenske landsmænd, krimimakkerne Anders Roslund og Börge Hellström, i hvis ”Tre sekunder" fra 2018 det også er den sensationelle ondskab og hadet, som sætter grundtonen, omend langt mere dystert og forstemmende.