Journal 64

Citat
"Dårligt uddannet personale, som betragtede 'pigerne', som de blev kaldt, som undermennesker og kørte dem brutalt med kæft, trit og retning og overvågede dem dag og nat. Der var afstraffelsesceller, som blev brugt, hvis pigerne ikke makkede ret. Isolation i dagevis. Og hvis sådan en pige på nogen måde skulle gøre sig håb om at komme væk fra den skide ø, så måtte hun regne med først at blive steriliseret. Tvangssteriliseret! Man fratog dem både kønsliv og kønsdele, Carl."
“Journal 64”, s. 141.

En af krimiens genrekonventioner – og specielt den nordiske kriminallitteratur – er samfundskritikken. Hos Jussi Adler-Olsen har den overvejende givet sig udtryk i en mistro til autoriteter i almindelighed og i særdeleshed politikere, højt placerede embedsmænd og det, man kunne kalde overklassen. Generelt har de sidste rudimenter af patriarkatet fået en over nakken og sympatien ligget hos kvinden. Det gør den også i "Journal 64" fra 2010, men afsættet er forfatterskabets mest konkrete: håndteringen af socialt udstødte, forladte og kriminelle kvinder i de første to tredjedele af det tyvende århundrede. Det er et grumt stykke danmarkshistorie om umyndiggørelse, indespærring og en retssikkerhed, der så godt som ikke eksisterende. Den arvelighedslære, der lå til grund for overgrebene, levendegøres af et galt gammelmandsparti. Det er en flersporet handling med forfatterskabets markante vægt på de kvikke replikker og hurtige krydsklip.

54882327

Den krakilske hovedperson og topefterforsker Carl Mørck kommer ind i billedet, da først den ene, så den anden og så den tredje gamle sag om myrdede eller myrdende kvinder havner nede i kælderen under politigården, hvor han sammen med den bossy, men også effektive sekretær Rose og den geskæftige araber Assad udgør Afdeling Q – afdelingen, hvor henlagte sager genåbnes. Den lille byge af nye gamle sager peger det samme sted hen, et pigehjem på Sprogø – den lille klat land midt på turen over Storebælt. Det er ellers ikke, fordi Mørck ikke allerede fra romanens begyndelse har nok at se til: Et nyt lig er dukket op i den gamle sag om sømpistolmordene.

En gammel kollega vil have ham til at tæve en balter, som, han mener, har hældt syre i ansigtet på hans søster, der er bordelmutter. Hans fætter Ronny render tilsyneladende rundt og praler med, at han og Carl stod bag hans fars druknedød mange, mange år tidligere under Carls opvækst i Vendsyssel. Og så er hele politigården ramt af snue. Snottet står ned ad gangene, og Carl er meget opsat på ikke at blive smittet. Han har nemlig fået en invitation til Mortensand hos psykologen og kæresten Mona, og den agter han ikke at gå glip af.