Vildheks

Citat
”Linjer af ild løb hen over jorden fra hver af de syv ravnemødre og ind mod mig. Lige før ildlinjerne nåede mig, bøjede de af og dannede en ring omkring mig, en mur af flammer der slog så hedt og sultent imod mig at jeg måtte lukke øjnene og kunne mærke mine øjenvipper og øjenbryn smuldre og blive til aske.”
”Vildheks: Ildprøven”, s. 148.

Serien om vildheksen Clara består indtil videre af tre titler: ”Ildprøven” (2010), ”Viridians blod” og ”Kimæras hævn” (begge 2011), men en fjerde bog, ”Blodsungen”, udkommer i efteråret 2012.

Clara er 12 år gammel. En morgen bliver hun overfaldet af en enorm kat. Det blodige møde med katten bliver begyndelsen på et eventyr og et liv, som Clara ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet forestille sig. Det viser sig, at Clara stammer fra en slægt af vildhekse, mænd og kvinder, der er i særlig kontakt med naturen. De sørger for balance og opretholdelse og tager aldrig noget fra naturen uden at give noget igen.

Claras mor har ikke fidus til hekseriet og har derfor levet et liv i byen på sikker afstand af sin søster Isa, en vildheks der lever i pagt med naturen uden for lands lov og ret. Men i naturens verden er der onde kræfter på spil, og de er ude efter Clara, der nok er utrænet, men ikke desto mindre besidder særligt stærke vildhekseevner. Clara bliver sendt i skole hos Isa, og her lærer hun om vildvejene, en særlig tåge, der kan bringe heksene fra et sted til et andet uden hensyntagen til grænser, vægge eller afstand i det hele taget.

Hendes oplæring står sin første prøve, da hun anklager en tidligere vildheks, Kimæra, for kidnapning. Hun skal bevise sin påstand ved at gennemgå fire ildprøver, der kan koste hende livet. Clara klarer prøverne, og heksen Kimæra dømmes skyldig, men flygter.

29622469

I ”Viridians blod” optrappes konflikten med Kimæra. Kimæra har tilranet sig landområdet Vestmark, og her har hun brugt sine vildhekseevner til at trælbinde dyrene. De har ikke længere en fri vilje, men må dræbe og bevæge sig på Kimæras bud. Kimæra holder Claras bedste ven Oscar, Isa og vildheksen Shanaia til fange i Vestmark, og Clara må begive sig ud på en farefuld færd for at befri sine venner. Kimæra og Clara tørner sammen i en klippehule, der gemmer en uhyggelig hemmelighed.

I ”Kimæras hævn” må Clara endnu engang overvinde sin egen frygt og drage ud på en farlig rejse for at redde sin vildven Kat, der i sit forsøg på at beskytte Clara er blevet hårdt såret. For at redde Kat må Clara endnu engang stå ansigt til ansigt med Kimæra og ikke mindst med det uhyre, som gemmer sig indeni den tidligere vildheks.

Bøgerne om vildheksen Clara handler både om ting, der er forbundet med denne verden, som f.eks. mobning, venskaber og det at passe ind. Samtidig må Clara også forholde sig til de udfordringer, der er forbundet med det at være vildheks som f.eks. at beherske sine kræfter, at være fremmed i en ny verden og endelig at finde modet og styrken til at tage kampen op, selv om den virker uoverkommelig.

Et gennemgående træk er, at Clara som det udvalgte barn må påtage sig en voksens opgave, for at verdensordenen kan genoprettes og freden kan sænke sig. Men hvad Claras udvalgthed præcis består i er endnu ikke fuldt ud afsløret for læseren.