I 2011 udkom fire historier om bærfolket, ”Fortællinger om bærfolket”, illustreret af Anders Walter. Bærfolket er en fællesbetegnelse for en mængde forskellige folk, så som blåbærfolket, hindbærfolket, brombærfolket og jordbærfolket.
Historiernes hovedperson, pigen Dug, hører til jordbærfolket. Jordbærfolket elsker orden, hygge og god mad. Til gengæld bryder de sig ikke om flyvske ideer og eventyrlyst. Samfundet er opdelt efter gode gamle kønsrollemønstre, hvor kvinderne står for alt det huslige og mændene dyrker, plejer og høster frugterne af det hårde arbejde.
Dug er bare ikke en helt almindelig pige. Hun trives ikke med kvindearbejdet og vil meget hellere arbejde med pindsvinene i Pindsvineriet. Dug kan nemlig noget særligt med pindsvin, hun forstår dem og kan tale med dem. Jordbærfolkets fredelige og idylliske hverdag trues dog af forskellige udefrakommende farer, som Dug må afværge. I den første historie ”Man kan ikke tvinge et pindsvin til noget”, har truslen en logisk årsag. Det pindsvin, der hærger jordbærmarken, plages af et stykke metal i munden. Da Dug fjerner det, forsvinder truslen.
29153884
Skimmelheksen er en anden fare, der optræder i historierne. Hun er en blanding af ammestuehistorier, som bruges til at skræmme uvorne børn med, men samtidig erfarer Dug på egen krop, hvor virkelig hun vitterlig er. Hvor Skimmelheksen går, spreder døden sig, naturen sygner hen og visner i hendes nærvær. Truslen fra Skimmelheksen afværges ikke endegyldigt, og Dug har for alvor vakt hendes vrede.
Historierne er alle bygget op omkring en fortællemodel, der beskriver en orden, forstyrrelse af orden og endelig genoprettelse af orden. Ordenen er det etablerede jordbærsamfund, hvor alle passer sit og sætter en ære i, at alt går ordentligt til. Forstyrrelsen af ordenen er i alle tilfælde, på nær et, frembragt af noget udefrakommende, Skimmelheksen, brændenældefolket eller et tandpineplaget pindsvin. Genoprettelsen af ordenen finder sted, når jordbærpigen Dug, den mindst sandsynlige helt, tager sagen i egen hånd og handler, mens de voksne enten ikke forstår sagens rette sammenhæng, eller ganske enkelt er for lang tid om at reagere på faren.
Centrale temaer er venskab, nysgerrighed på verden, fællesskab og ondskab.