En af grundene til Kaaberbøls succes er, at hendes figurer bevarer troværdigheden, selvom de ynder at slås mod uhyrer og drikke en tår drageblod. Det skyldes blandt andet, at de fantasifulde historier ledsages af en psykologisk dybde, et etisk indhold og en social ansvarlighed.
Både i Katriona- og Skammer-serien er heltene stærkt engageret i at kæmpe mod forskellige despoters undertrykkelse og udnyttelse af andre, ligesom flygtningenes, børnenes og sigøjnernes kår beskrives meget indlevende. Selv siger Kaaberbøl: “Det er ikke, fordi jeg vil ud og ændre verden med mine bøger. Jeg skriver på nogle følelser, og jo, jeg vil sørme gerne have os til tænke over, hvordan vi opfører os over for hinanden”. (Pernille Bramming: “Skammere”. Weekendavisen, 2002-06-20).
Kaaberbøls bøger handler om hæderlighed, mod, hjælpsomhed og uselviskhed. Fuldstændig ligesom en berømt forgænger i genren, den engelske forfatter, teolog og litteraturhistoriker, C.S. Lewis, der lod samme værdier skinne igennem i sine Narnia-bøger. Som inspiration trækker Kaaberbøl på arven fra J.R.R. Tolkiens “Ringenes herre” og Ursula K. LeGuins trilogi om Jordhavet. Deres bøger foregår også i et mytisk middelalderunivers, hvor magien, mærkelige væsner og kampen mellem det gode og det onde er i højsædet. Af danske forfattere deler Kaaberbøl liga med Dennis Jürgensen, der er kendt for sine horror-fantasyromaner i serien “Krøniker fra Kvæhl”. Og Jacob Hedegaard Pedersen, som både har skrevet de barske noveller i “Tarot” -serien og de spændende romaner i serien “Dværgenes Krønike”.
I sine historier lægger Kaaberbøl vægt på, at det gode og det onde nødvendigvis må være tilstede, men at solidaritet og sammenhold er vejen frem i kampen mod ondskabens tyranni. Alligevel er hun udmærket klar over, at den lykkelige slutning har trange kår i den moderne verden: “Det sværeste er faktisk dét med den lykkelige slutning. Hvis det bliver sværere og sværere at kende forskel på det gode og det onde, hvordan skal man så blive ved med at få det til at ende godt? Hvordan skal man gøre det plausibelt?”, som Kaaberbøl udtrykker det i artiklen “Og de levede lykkeligt?” (Niels Dalgaard: “På fantasiens vinger”, 2002). Alligevel fastholder hun i samme artikel troen på det godes sejr over det onde: “I virkelighedens verden går verden under, subjektivt set, for tusinder og atter tusinder af mennesker hver eneste dag. Voksne dør. Børn dør. Skatte bliver aldrig fundet. Søskende bliver aldrig genforenet. Tyranner bliver ikke styrtet, og godhed bliver ikke belønnet. Men jeg har vidst, lige siden jeg var barn, at i fortællinger, og især i eventyrfortællinger, går den bare ikke. Knuden skal løses. Vi skal gennem den mørke, farlige skov og ud på den anden side. Det er en fuldstændig nagelfast, klippegrundet overbevisning, et usvigeligt instinkt, som jeg deler med hovedparten af jordens befolkning, børn såvel som voksne. Og hvis jeg svigter det instinkt, svigter jeg mine læsere. Jeg tror endda, jeg kan gøre dem ondt. For de har jo stolet på mig. Mens dragen kom nærmere, mens skurken blev ondere, mens smerten og frygten blev næsten uudholdelig, har de stolet på mig og på historien: det ender godt til sidst, ikke?”