Daglejerne og De ny tider

I de næste to bøger ”Daglejerne” (1936) og ”De ny tider” (1939) retter Hans Kirk blikket direkte på modsætningen mellem land og by og mellem småborgerskab og arbejderklasse. Bøgerne skildrer forandringen fra bondesamfund til arbejderklasse i tiden op til krigen.

Arbejderne på cementfabrikken organiserer sig og gør oprør i fælles front, de vinder kampen, får mere i løn og stifter en brugsforening. Samtidigt narres de mindre kloge til at investere lønnen i fantastiske ejendomsspekulationer og taber hele opsparingen på gulvet. De rigtigt ’kloge’ drager til København og læser på universitetet, men taber samtidig hele deres faste bagland på gulvet. For- og bagside af det moderne samfund skildres gennem personerne og udviklingen i byen med forfatterens kommunistiske livssyn mellem linjerne.

Bøgerne fik ligesom ”Fiskerne” utroligt gode anmeldelser, og der herskede allerede fra Hans Kirks debut store forventninger og respekt omkring den unge forfatter. Tom Kristensen anmeldte ”Daglejerne” med følgende ord: ”Ingen samtidig dansk digter har så dyb en forståelse af nutidens mangfoldighed som han, og ingen så ærlig en vilje til at gengive denne mangfoldighed så sagligt som muligt, og alligevel er han aldrig kedelig.”

Bøgerne er tænkt som en trilogi, men tiden løb fra tredje bind, inden det blev færdigt. I tiden op til 2. verdenskrig blev kommunisme mere og mere ugleset, og efter krigen var verden så forandret, at den planlagte tredjedel om det industrialiserede samfund allerede var passé.