Afgrunden

Citat
”Åh! Hvor er jeg? Hvem er jeg? Alt hvad jeg ved, er at jeg er en Gottlieb, min fars søn, min brors bror, og at jeg er på vej til krigen.”
”Afgrunden”, s. 598.

Kim Leines roman ”Afgrunden” fra 2015 blev til i forlængelse af et filmmanuskript om den danske modstandsmand Peter de Hemmer Gudme, der som ung deltog i den finske borgerkrig i 1918.

Med dette historiske afsæt har Kim Leine skabt en stor og vidtforgrenet og fabulerende fortælling om tvillingerne Kaj og Ib Gottlieb og om tiden mellem de to verdenskrige.

52413826

Fortællingen om tvillingerne lader Leine begynde i toget på vej til krigen i Finland. Det er de uprøvede unge mænd fulde af naiv ungdommelig længsel og kådhed, der snart efter hvirvles ind i den finske borgerkrigs rædsler. Krigsoplevelserne i Finland er brødrenes første møde med afgrunden – dels som en afgrund i forhold til en velkendt verden, og dels som den rædsel, krigen åbenbarer i dem selv.

Det er mærkede unge mænd, der vender tilbage til København og til deres studier som henholdsvis læge og teolog. Dog har krigsoplevelserne sprængt store revner i både tro og moralske pejlemærker hos begge brødre. Som romanen følger deres liv i mellemkrigstidsperioden i 1920’erne og 30’erne, kæmper de med at finde tilbage i fredstidens normaltilværelse, de kæmper med at binde sig, stifte familie og falde til ro. Som tidligere i Leines forfatterskab bliver det et grænseoverskridende seksualitetens rum og senere stofmisbruget, der på forskellig vis bliver begge brødres måde at få afløsning for rastløsheden og den mørke krigsfortid.

Romanens kapitler indledes med en række dommedagslignende passager fra Johannes’ Åbenbaring, som er med til at tegne de alt andet end opbyggelige livsbaner, som romanen udfolder. Og da romanen åbner med de to attester, som redegør for brødrenes endeligt på den selv samme dag, er vi som læsere fra start klar over, hvor det ender. 

Kim Leine skriver mangefacetterede og levende figurer frem i sin fortælling. Både figurernes ydre omstændigheder og de indre linjer kædes sammen og blotlægges, uden at fortælleren forfalder til psykologiseren eller udtømmende forklaring. Som tidligere i forfatterskabet er Ib og Kajs historie grundlæggende en barsk historie, og som læser efterlades man især med et stærkt og uudsletteligt billede af krigens gru og rædsler.