Genrer og tematikker

Kigger man på tværs af Kim Leines efterhånden mange romaner, kan man konstatere en drift mod at prøve noget nyt af. Som en kamæleon har Leine hele tiden kastet sig ud i nye genrer og fortællermæssige projekter. Men til trods for variationen træder også en række fællestræk frem. For det første kan man konstatere, at det selvbiografiske spiller en stor rolle. Debutromanen medførte således en vis debat, da det er de mest tabuiserede og smertefulde dele af forfatterens eget liv, der kommer til udtryk i romanens form.

Leines roman er på sin vis den afgørende brik i det liv, der skildres. For det, der redder personen i og bagved historien, er netop, at han formår at skrive sig ud af ungdommens traume og voksenlivets stofmisbrug. Grænserne mellem romanens fiktive univers og biografiens fakta smelter bort i Kim Leines barske bog, der således rummer et klart aspekt af selvterapi. På spørgsmålet om det har hjulpet ham at skrive, siger Kim Leine: ”Ja. Fordi en del af forbandelsen ved al misbrug er hemmeligholdelsen. Når det til gengæld eksploderer, som nu med bogen, kender alle mine venner pludselig til det. Jeg har jo taget hele verden i ed på det, der er sket. Det andet er, at det er blevet mere konkret: En bog, jeg kan åbne og lukke.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10).

Valget af genrebetegnelsen erindringsroman begrunder Leine på følgende måde: ”Det er en roman i formen og en erindringsbog i indholdet. Ordet roman antyder, at man forholder sig lidt frit til stoffet.” (Tine Maria Winther: Sig mig lige…: Ned med fuld musik. Politiken, 2007-02-10). Leines bog er ikke skønlitteratur med enkelte biografiske træk, men nærmere en litterær bearbejdning af forfatterens eget liv. ”For mig var det vigtige at skrive en roman, fordi det altid har været min ambition at genfødes litterært. Og jeg havde jo indholdet. Da jeg så havde fundet en form, hældte jeg bare indholdet i.” (Thomas Hebsgaard: Flygtningen. Information, 2007-02-01). Også de to efterfølgende romaner ”Valdemarsdag” og ”Tunu” tager afsæt i forfatterens personlige liv og forhold.

Et andet fællestræk ved Leines romaner er Grønland. I Kim Leines univers er Grønland et lige dele råt og dragende sted. Det er, som om livet på Grønland skærer ind til benet og lader alt det opbyggelige, forfængelige og forhåbningsfulde falde til jorden for at efterlade den enkelte både skrøbelig og afpillet, men måske også mere fri og ærlig. Kim Leine karakteriserer selv betydningen af det grønlandske på følgende måde: ”Grønland er også min egen frigørelse. For mig symboliserer Grønland at krænge sin gamle slangeham af og skifte identitet. At gøre oprør mod vedtagne love og finde sin egen vej. Nogle gange sker det på en destruktiv måde. Både for mig selv og for personerne i mine bøger.” (Marianne Krogh Larsen: Den kontrollerede ekstase. Weekendavisen, 2012-03-09).

Endelig har Leine med sin spændingsromanserie om Karoline Blicher åbnet et nyt genremæssigt spor i forfatterskabet, hvor brændstoffet er kombinationen af en højaktuel politisk virkelighed og spændingsgenrens dramatiserende agent-ramasjang.