Kalak

Citat
”Der er ikke meget tilbage af den pige jeg måske elskede, og hvis død jeg måske har forvoldt. En forkullet torso, et kranie hvis indhold er kommet i kog, så det har åbnet sig som en blomst. Alligevel genkender jeg hende.”
”Kalak”, s. 274.

”Kalak” er titlen på Kim Leines anmelderroste erindringsroman, der udkom i 2007. Det er en historie om identitet, eller rettere sagt en fortælling om den voldsomme og barske kamp for at komme overens med sig selv og konfrontere sig med den indre dæmon.

Leines fortælling kaster læseren midt ind i begivenhederne. Vi møder Kim, der sidder på et sygehus i Nuuk og skyder sig i armen med morfinpræparatet petidin. Herfra panoreres der tilbage til den 17-årige Kim, der er flygtet fra sin mor og stedfar og den bygd i Norge, hvor han er født og opvokset. Det er en flugt fra et barndomshjem og et minisamfund præget af livet som Jehovas Vidne. Nu står Kim i København for at opsøge sin homoseksuelle far, der repræsenterer en mulig frihed og en vej væk fra den straffende gud, der har ligget som en trussel i barndommen. Men én helt afgørende ting præger de første år i København: Faderen indleder et incestuøst forhold til sin søn Kim.

55126011

Den unge Kim formår ikke at forholde sig til og sætte ord på de følelser af skam og afmagt, som faderens overgreb fører med sig. Misbruget synker således ned i de mørke afkroge af den unge Kims sjæleliv. Den smertefulde misbrug/offer-mekanik, som den unge Kim tvinges ind i, er i høj grad det, der i resten af erindringsromanen tegner det dramatiske spor.

Færdiguddannet som sygeplejerske tager Kim med kone og to børn af sted til Nuuk i Grønland. Her begynder Kims anden store flugt, nemlig flugten væk fra faderen og minderne om overgrebet. Samtidig indledes de i alt 15 års liv i Grønland, der udgør den egentlige fortællemæssige kerne i ”Kalak”. At udstationeringerne er Kims forsøg på at flygte fra sig selv, bliver tydeligt i kraft af den ihærdighed, hvormed han lever sig ind i den grønlandske kultur og mentalitet. Kalak – ”en skide grønlænder” – er det øgenavn, som grønlænderne giver Kim.

I kraft af sin rolle som sygeplejerske kommer Kim ind under huden på det barske liv i de grønlandske minisamfund med vold, druk, mord, selvmord og stoffer. Men han oplever også menneskeligheden, redder liv og hjælper med at bringe børn til verden. Han drages af den følelse af autenticitet og intensitet, som det at leve midt i den vilde natur og de uendelige vidder giver ham. Kims omgang med grønlænderne er dog på markant vis præget af den angst og rastløshed, han har med i bagagen. Således udlever den unge misbrugte dreng nu som voksen mand et stigende misbrug både i form af mange erotiske forhold til grønlandske kvinder – forhold der er præget af kynisme og følelseskulde – og i form af narkomani.

Kim når et absolut nulpunkt, men det viser sig også at blive et afgørende vendepunkt. Ud af det mørke, som incest og stofmisbrug har ført Kim ned i, vokser forfatteren Kim Leine frem. Flugten og misbruget, der har fulgt Kim gennem hele livet, ophører, da Kim Leine med sin egen stemme kan sætte ord på sit liv.