I 2008 udkom Kim Leines anden roman ”Valdemarsdag”. I stil med debuten har romanen en åbningsscene, der med sin rå intensitet og voldsomhed giver læseren en ægte mavepuster.
Fortællingen kickstartes, da hovedpersonen Erik Rasmussen en junimorgen knuser hovedet på sin chef Aage Weiche og bevæger sig ud i det solrige danske sommervejr. Samtidig med denne nutid indfletter Kim Leine dels en række erindringspassager, der leder læseren fra Erik Rasmussens barndom og frem mod den skæbnesvangre junidag, der er romanens nutid, og dels en række politirapporter, som opruller mordsagen med øvrighedens distancerede analyser og formodninger. Leines komposition skaber en spændende dynamik mellem den personlige historie og den ydre karaktertegning af en morder, som politiet nedfælder i deres rapporter. Samtidig sikrer kompositionen en spændingsstruktur, hvor hændelsesforløbet, der går forud fra indledningens mord, langsomt oprulles og bliver tydeligt for læseren.
27904998
I erindringspassagerne erfarer man, at Erik Rasmussens barndom var præget af et svært forhold til en religiøs og overdreven pertentlig far, der, som det beskrives, ”vekslede mellem tavshed og raseri”. Den utilregnelige faderskikkelse sætter sine spor i den unge Erik. For da han som ung matros står til søs, tackler han sin angst og usikkerhed over for kvinder ved at fortsætte faderens afstraffende og sadistiske adfærd – vekslende mellem tavshed og raseri.
Tilbage i Danmark bliver Erik gift med kvinden Zenia. De bosætter sig i Nordsjælland og får sønnen Jørgen. Til at starte med er alt fryd og gammen, men hverdagen sniger sig hurtigt ind på det unge par. Zenia trives ikke med rollen som hjemmegående mor og bliver deprimeret og ugidelig. Den hårdtarbejdende Erik kan ikke håndtere sin kones problemer, kommer for hurtigt og for tit ud af kontrol og giver hende også bank. Parrets problemer bliver ikke bedre af, at familien flytter til København. Her starter Erik som flyttemand for en virksomhed ejet og drevet af Aage Weiche. Erik stikker endnu en gang til søs – på mange måder endnu et desperat forsøg på at straffe den kvinde han i bund og grund elsker. Da Erik vender hjem, er han fast besluttet på at få familielivet til at fungere, selvom det mere end nogensinde synes at være gået i opløsning. Og da Zenia forlader Erik og flytter ind hos Weiche, begynder Erik at planlægge sin fatale redningsplan.
Fortællingens kulmination er netop det mord, der skildres i indledningen af romanen.
Men den helt store overraskelse kommer i romanens slutning. Her træder historiens fortæller pludselig frem med formuleringen: ”Min farfar, lad os kalde ham Erik Rasmussen, trådte ud ad porten til Vridsløselille Statsfængsel den 3. juni 1949, kl. 12”. Først helt til slut viser det sig, at fortællingen om Erik Rasmussen er den litterære genfortælling af forfatterens farfars livshistorie. Således bliver også Kim Leines anden roman en fortælling, der tager afsæt i forfatterens egen familiære virkelighed.