Ud af denne rigdom har eftertiden tildelt komedierne førstepladsen; Holberg står i dag i overvejende grad som den første og største dramatiker i dansk-norsk litteratur. De i alt 33 komedier blev til i to omgange, afhængigt af opførelsesmulighederne. De ældste og fleste skrev Holberg i 1720’rne til Montaigus teater i Lille Grønnegade, bl.a. de store karakterkomedier Den Politiske Kandstøber, Jeppe paa Bierget, Jean de France, Jacob von Tyboe og Erasmus Montanus (der dog først opførtes senere). Efter 1748 supplerede den aldrende Holberg med yderligere nogle komedier skrevet til den efter pietismens magtperiode ”genoprettede skueplads” på Kgs. Nytorv, bl.a. Philosophus og Plutus (som han selv regnede for sin bedste!).
Den dramatiske produktions tempo og omfang kan til dels forklares ved, at i hvert tilfælde en gruppe af komedierne påviseligt er konstrueret over en fælles læst eller skabelon. Af denne kan flg. omrids antydes: Forskellige personer/personkredse forsøger at gennemføre hver deres planer eller ambitioner; realiseringen af visse af dem udelukker realiseringen af visse andre: Komedier er en kampplads, hvor folk rivaliserer, snydes og kompromitteres. Stykkets ”nar” taber spillet, ja kendes faktisk på, at han taber, for i Holbergs klassicistiske komedieunivers går det altid efter fortjeneste, så at den foreskrevne lykkelige slutning kan indebære opfyldelse af en ”poetisk retfærdighed”. Det bliver dermed tegn på en historisk uholdbar opfattelse af Holbergs komedieværk, hvis man – som det har været forsøgt – udpeger ”tragiske” aspekter i komedierne: Det er ikke synd, hverken for Jeppe, at Baronens folk spiller ham et puds og gør ham til grin, eller for Erasmus, at Løjtnanten lader ham prygle og eksercere.
Når Holberg selv atter og atter betoner, at hans komedier er ”moralske”, harmonerer det med, at hver af disse komediers konfliktparter, narren og de ”fornuftige folk”, har deres værdinormer: Narrene fører sig typisk frem med rig anvendelse af status-symboler under indflydelse af et fremmed kulturmiljø (man kan tale om repræsentative og esoteriske normer), de ”fornuftige folk” holder sig til tingenes brugsværdi og hjemlig tradition (man kan tale om utilitære og eksoteriske normer). Medens det første normsæt let associeres med en aristokratisk kulturform, kan den anden opfattes som udtryk for solid borgerlighed, en fordeling på stænderne, der hyppigt modsvarer figurernes (normbærernes) faktiske sociale tilhør i den konkrete komedietekst. Holbergs ”morale” er borgerlig og antiaristokratisk.