På Holbergs tid var enevælden (absolutismen) en forholdsvis ny statsform i Danmark, indført af Frederik III ved et statskup i 1660-61. Her blev den hidtil privilegerede arveadel, hvis politiske instrument havde været Rigsrådet, den store taber, medens medlemmer af borgerskabet, kronens allierede før og ved kuppet, fik helt nye sociale muligheder. Overklassen ændrede sammensætning og funktion, idet kongen til erstatning af den udmanøvrerede arveadel udnævnte en ny rangadel (af bl.a. grever og baroner, heriblandt Holberg!) af borgerlige godsejere, højtstående embedsmænd og militære etc. Kongen følte dog beviseligt stadig den gamle adel som en trussel mod sin nyetablerede ”absolutte” magt.
Holberg, der selv nedstammede fra en slægt af købmænd og embedsmænd og endte som universitetsprofessor (ét år endda -rektor) og baroniseret godsejer, var gennem hele sit skribent-liv denne enevældes usvigelige støtte, rekommandør, apologet, ideolog og pædagog, man kunne næsten sige: propagandist; dette gælder også dramatikeren, som vi så i afsnit 2 ovenfor. Han var nok konservativ (ønskede den aktuelle styreform fastholdt), men ingenlunde reaktionær (ønskede mindst af alt den tidligere adelsvælde tilbage).