Jørgen Liljensøe har derudover skrevet 3 små bøger for mindre børn om den muntre anti-helt Misse-Mads, som ikke lader sig slå ud af de undertiden barske omgivelser.
Lune og humor, skæg og ballade, grumhed og uhygge og en veldrejet historie er elementer i Jørgen Liljensøes forfatterskab. Han skriver lige ud ad landevejen med ømhed for både helt og skurke, og ingen menneskelige egenskaber er ham fremmed.
Han kan blive oprørt og indigneret, men han er begejstret for livet og vil gerne give denne begejstring videre til børn og unge og gerne have mange, også læseuvante, i tale.
Han er levende optaget af vores historie og gamle kultur og mener, at den kan give mange gode og væsentlige oplevelser til moderne børn og unge.
Han er en enkel og folkelig forfatter med en glimrende evne til at bygge en spændende og vedkommende historie op.