Atticus Lish’ fars nok største litterære bedrift var (i egenskab af redaktør for bl.a. Raymond Carver) at bringe den på det tidspunkt allerede minimalistiske litteratur så tæt på det tyste som overhovedet muligt. Hans råd var at barbere alle sætninger ned fra 25 til 5 ord. Det er et råd, den unge Lish nærmest demonstrativt forbryder sig imod: han skriver sig ind i en helt anden tradition af verbal overflod. Den bastante kærlighedsroman ”Forberedelse til næste liv” er lang og maksimalistisk og spækket med lange beskrivende passager, der bevæger sig på et detailniveau, hvor oplistninger af produkter i et kinesisk supermarked ikke er usædvanlige. Vi har at gøre med en særdeles granskende stil, der bygger den skildrede beskidte og ubarmhjertige (under)verden op partikel for partikel.
På den måde kan man sige, at Lishs stil er journalistisk mere end plotdrevet: hans skrift udtrykker et ønske om at registrere virkeligheden i New Yorks underklasse i så mange pixels så muligt uden skelen til det større narrativ. Her minder han om den franske forfatter Gustave Flaubert – der også er et erklæret idol – som på samme måde benyttede sig af et demokratisk perspektiv, hvor alt (subjekter og objekter) fremtræder med samme signifikans.
På indholdssiden er Charles Dickens et klart forbillede for Lish, og ”Forberedelse til næste liv” tager ligesom den victorianske forfatters værker form af en social kommentar, der skal sætte lys på den sociale stratifikation i samfundet. Det samme projekt ser vi hos amerikanske modernister som Ralph Ellison og John Dos Passos, med hvem Lish deler sin stålsatte vilje til at berette ikke om, men fra underklassens udgrænsede position. Ligesom dem har han desuden et imponerende verbalt gehør over for sociolekter. Hans dialoger foregår i en højst autentisk jargon, så samtaler på såvel kinesiske fastfood-restauranter som hjemme hos white-trash-agtige udlejere gengives med overbevisning og naturlighed.
Dette gehør har imidlertid ikke været helt nemt for Lish at opøve, fortæller han selv. Han begyndte nemlig med at imitere andre forfattere og deres sproglige greb i stedet for at lytte til, hvad der lød naturligt for ham selv. Under skrivningen af ”Forberedelse til næste liv” indså han imidlertid, at ”hvis Hemingways lektie er at skrive, som man taler, handler det navnlig om at skrive som du selv taler, ikke som Hemingway taler” (Daniel Long: Preparation for the next life: An interview with Atticus Lish. Vice, 2014-11-25. Egen oversættelse). Atticus Lish har uden tvivl lært lektien.