Atticus Lishs første, og indtil videre eneste roman, ”Forberedelse til næste liv” har sit plotmæssige omdrejningspunkt i mødet mellem en kinesisk immigrant og en knægtet krigsveteran, hvorfor den kan kategoriseres som en form for socialrealistisk kærlighedsroman. Eftersom kærlighedshistorien udspiller sig i en meget konkret arena og i et meget konkret tidsrum – nemlig i New York efter 9/11 – hæver den sig imidlertid over den banale kærlighedshistorie og tegner tillige et skurvet samtidsportræt af mulighedernes land, sådan som det opleves fra samfundets bund.
Her er immigration et af de helt store temaer. Zou Lei, den ene af de to hovedpersoner, er immigreret fra Kina og har ingen rettigheder eller sikkerhed i landet. Hendes familie tilhører et muslimsk etnisk mindretal, Uighur, fra Nordvestkina, og hun får derfor heller ikke lov til at opleve et tilhørsforhold sammen med den anselige mængde af kinesiske immigranter, der opholder sig i landet – de forstår hende simpelthen ikke. Lish sætter hermed fokus på, hvordan folk, der er tvunget til at immigrere, i USA er underlagt juridiske såvel som sociale love, der sætter strenge grænser for deres bevægelighed og handlerum.
Krig er et andet vægtigt tema i romanen i kraft af Skinner, den anden hovedperson, der netop er hjemvendt fra Afghanistan i en temmelig ukampdygtig tilstand. Hans livsduelighed og psykiske modstandskraft er simpelthen destrueret af al den meningsløshed, han har været vidne til, og han er ligesom Zou Lei seriøst begrænset i sine handlemuligheder. Hvor hendes begrænsninger er fysiske, er hans psykiske.
For ingen af de to hovedpersoner er der imidlertid nogen hjælp at hente fra samfundets autoriteter, og det er her, den egentlige kritik skal findes. Myndighederne spænder godt og grundigt ben for begge: for Zou Lei, der ellers gerne vil leve et retskaffent liv, men som ikke kan opnå opholdstilladelse, og for Skinner der er overladt til sit eget selvmordstruede jeg efter at have kæmpet deres krig. Den mytologisering og propagandering for kampen mod terror, som Bush-regeringen søsatte – og som medførte de ekstremt skrappe immigrationsregler – er i klar modvind. Hele projektet fremstilles dystopisk som en mere eller mindre storhedsvanvittig og imperialistisk undskyldning, der kunne have været undgået. Og som har haft katastrofale følger for det amerikanske samfund.