Afrika

Henning Mankell tilbringer en stor del af sit liv i Afrika og det må siges at være lidt af et kulturspring i forhold til Nordsverige. Han har en fod begge steder og i dette spændingsfelt skriver han sin sælsomme blanding af fantasi og virkelighed og det er her han formulerer sine tanker om at skrive. I Afrika har man et andet forhold til tid - den er ikke vigtig på samme måde som i Sverige og Danmark - og dette anderledes tidsbegreb går igen i hans bøger.

24213374

Henning Mankell mener det er vigtigt for forfattere at vide, hvordan verden ser ud og at fortælle om forskelle og ligheder mellem mennesker. Og også om hvorfor nogle er rige og andre fattige. Han har et stærkt socialt engagement - om engagementet kommer af tiden i Afrika, eller om han rejste til Afrika på grund af det, er svært at vide, men man mærker det er ægte. Hvad mener Henning Mankell selv om at skrive? Et citat fortæller det meste: ”At skrive for børn er vigtigt. Vigtigt fordi det er os voksne som kan vise børn hvordan den verden, de skal overtage, ser ud. Det kan lyde lidt storsnudet. Men på den anden side er det jo sandt! Hvad kan egentlig være vigtigere end at tale med eller skrive for den næste generation.”