Anmeldelser

Anmelderne af Henning Mankells bøger hæfter sig generelt ved hovedpersonernes store ensomhed. Og ellers er der bred enighed om forfatterskabets klasse. Selv Mørke stemmer blev i 1977 godt anmeldt af Franz Berliner i Politiken , men bogen har vist sig ikke at holde. Den helt store ros opnår bøgerne om Joel og Sofia, og det er da også her Henning Mankell for alvor ruller sig ud. blev i 1977 godt anmeldt af Franz Berliner i Politiken , men bogen har vist sig ikke at holde. Den helt store ros opnår bøgerne om Joel og Sofia, og det er da også her Henning Mankell for alvor ruller sig ud. Om Miraklet skriver Ulrik Skafte i Jyllands-Posten i 1992: ” skriver Ulrik Skafte i Jyllands-Posten i 1992: ” Miraklet er følt af det stof, der gør en forfatter til en virkelig kunstner, og som kan give børn i alderen ca. 12 år en gedigen fornemmelse af litteratur og kvalitet”. Og Steffen Larsen i skriver 6 år senere om er følt af det stof, der gør en forfatter til en virkelig kunstner, og som kan give børn i alderen ca. 12 år en gedigen fornemmelse af litteratur og kvalitet”. Og Steffen Larsen i skriver 6 år senere om De tre
løfter ganske kort: ”Den første sne. Det første kys. Det er ren, rå poesi.”. ganske kort: ”Den første sne. Det første kys. Det er ren, rå poesi.”. Bøgerne fra Afrika om Sofia er også blevet fint modtaget. Anmelderne roser bøgerne for deres usentimentale realisme og for deres evne til at fortælle en vigtig historie med sproglig styrke. Bøgerne om Sofia er ikke stor kunst, som bøgerne om Joel må siges at være. Man kan sige, at deres primære styrke ligger i selve den historie der fortælles og at formen her kommer i anden række.