Det svenske tungsind?

I Henning Mankells bøger kommer livsglæden indefra. Det er ikke omgivelserne der gør
livet værd at leve - snarere tværtimod. I Nordsverige er det kulden, mørket og de
indelukkede mennesker - de selv samme ting der drev Joels mor væk fra hjemmet. I
Mocambique er det borgerkrigen og fattigdommen der er livsvilkårene, men heller ikke
dette knækker menneskene. Personernes styrke er deres håb om at tingene kan være
anderledes, og historierne viser, at det kan de: Joel kommer til Pitcairn Island og Sofia
får en systue.
Hvis man beskylder Henning Mankell for at være eksponent for det ”svenske tungsind”
eller for at beskrive trøstesløse miljøer uden håb, så har man ikke forstået hans børneog
ungdomsbøgers pointe. Livsmodet kommer indefra og kan slet ikke holdes nede.
Henning Mankells helte er dem der bliver tilbage - dem der holder ud og ikke flygter.
Samuel håner Joels mor da de mødes mange år efter hun har forladt ham, og denne
hån er på sin plads. Samuel blev tilbage og tog slæbet og har lov til at være vred.
Retten til at være vred og pligten til at blive og kæmpe er Henning Mankells
hovedpersoners livsvilkår. Hos Henning Mankell lever man på trods.