Caroline Albertine Minor er født i 1988 og vokset op i København. Allerede som barn begyndte hun at skrive – især om marmor, roser, fjer og diamanter –, og i gymnasiet tog hun fat på lyrikken. Da Helle Helle kom på besøg på hendes gymnasium, Rysensteen Gymnasium, gik det op for hende, at man rent faktisk kan blive forfatter, og en drøm begyndte at tage form.
Ligesom hovedpersonen i debutromanen ”Pura vida” rejste Caroline Albertine Minor efter gymnasiet til Paris og tog et sprogkursus på Sorbonne. Her boede hun et år og klarede sig med indtjeningen fra en række småjobs samt en arv. Endnu et sabbatår fulgte, hvorefter hun startede på Film- og Medievidenskab i 2009. Universitetet blev dog en kort fornøjelse i denne omgang, for Caroline Albertine Minor interesserede sig alene for manuskripterne og ikke for hverken film, serier eller medier. Hun droppede ud og begyndte i stedet på den private skriveskole Hemingway, og derfra søgte hun ind på Forfatterskolen.
Debuten kom samme år, som hun begyndte på Forfatterskolen, nemlig i Hvedekorn 3/4 2010. 2010 bød også på en novelle i samlingen ”Terror i København”, og året efter indgik hendes novelle ”Nu snakker jeg om havnen” i tekstsamlingen ”Poetic corridors”, hvor halvdelen af teksterne er skrevet af syriske forfattere og halvdelen af danske.
Forfatterskolen beskriver hun som en blandet oplevelse: ”Jeg var slet ikke forberedt på, at man blev stillet til ansvar for sine tekster på den måde, som det var tilfældet. Der kom en masse moralske overvejelser ind over det, man skrev. […] Det var svært for mig at forstå, at kritikken var rettet mod mine tekster – ikke min person.” (Birgitte Rahbek: ”Sabbatårene reklamerer med så mange muligheder”. Berlingske Tidende, 2013-08-27).
I 2013 fik Minor – som den første fra sin årgang på Forfatterskolen – udgivet sin debutroman, ”Pura vida”. Opfølgeren kom i 2017 med novellesamlingen ”Velsignelser”. I mellemtiden var hun blevet mor. Barnets far var kort efter fødslen ude for et trafikuheld, blev lagt i koma og vågnede op med hukommelsestab. I ”Velsignelser” skriver hun blandt andet om chokket og sorgen over dette. I 2020 udkom forfatterens anden roman, ”Hummerens skjold”.