Ligesom Anders Morgenthaler er Jakob Martin Strid også både tegner og fortæller til en række tegneseriestriber og børnebøger. Nogle af hans bedst kendte børnebøger er ”Mustafas kiosk”, ”Min mormors gebis” og ”Lille frø”. Anders Morgenthalers forkærlighed for personificerede dyr, som trods deres forskellighed er hinandens gode venner, leder også tankerne hen på den norske børnebogsforfatter Thorbjørn Egner, som bl.a. har skrevet ”Dyrene i Hakkebakkeskoven”.
Dyrefablerne i forfatterskabet ligger i forlængelse af de klassiske fabler i en tradition, der går tilbage til den græske fabeldigter Æsop, hvis dyrefabler handler om talende dyr med menneskelige egenskaber og som har opbyggelige, afsluttende moraler.
”Morgenthalers alfabet” minder om en række andre børnebøger, der tager udgangspunkt i alfabetet og som med underholdende historier også er med til at lære børn om bogstaverne. Det kunne f.eks. være ”Hr. Skægs ABC” og den klassiske børnebog ”Halfdan Rasmussens ABC”.
I Anders Morgenthalers roman ”Børnemagt, da verden gik under” henvises der eksplicit til ”Fluernes herre” af den engelske forfatter William Golding, hvor en gruppe drenge strander på en øde ø helt uden voksne, og til J.M. Barries ”Peter Pan”, hvor ønskeøen og drømmen om evig barndom findes side om side med længslen efter en mor.