Der står mange forskellige ting på Anders Morgenthalers visitkort, bl.a. filminstruktør, tegneserieskaber, tegner, tidligere tv-vært og forfatter. Han afsøger i flere af sine film, bøger og tegneseriestriber de ekstreme eksistenser – fra flodhesten Dolph til den hardcore animationsfilm ”Princess”: ”Jeg vil gerne ned under overfladerne og ned i det ekstreme, fordi det udfordrer mig. Samtidig er det som om, jeg vil forberede mig på, hvad der sker, hvis nogen tæt på mig dør, eller de kommer ud i en livsbane, som er smertefuld. Jeg kan ikke nøjes med at være tilfreds eller nyde livet, der skal hele tiden være et spejl,” siger Anders Morgenthaler. (Anne Funch: Anders Morgenthaler: ”Jeg skal ud på kanterne og kravle”. Berlingske Tidende, 2012-04-27).
I Morgenthalers børnebøger er der dog mere fokus på det humoristiske, hvilket bl.a. giver sig udtryk i morsomme skildringer af det utrolig enfoldige og dumme. Man genfinder i Morgenthalers børnebøger også mange træk fra de tegneseriestriber, han har skabt sammen med Mikael Wulff. Det skitseagtige ved mange af tegningerne og den lidt tilbagelænede skøre og skæve humor er nogle af fællestrækkene.
Hans bøger er ligeledes fulde af nutidige, knap så pæne udtryk, som da et af dyrene i ”Børnemagt, da verden gik under” med vilje læser ”den grimme diller” i stedet for ”den grimme ælling” i en dansktime, og beskrivelsen af Malthe, som ikke kan skide i samme bog. Andre eksempler er Emuen Erik som er ”rigtig træt af at være sygt ukendt” i ”Morgenthalers alfabet”, hvor man også finder udtryk som ”nasserøv”, ”klunker” og ”syg i hovedet”. Befriende direkte og sjovt, vil mange børn synes. En gennemgående tematik i bøgerne er fremhævelsen af, at man kan holde af hinanden på trods af alle forskelligheder.
I Morgenthalers roman til de lidt større børn, ”Børnemagt, da verden gik under”, behandler han også emner som mobning, erfaringen med at miste sin bedste ven og hvordan de voksnes problemer med at håndtere livet påvirker de børn, de har fået, som måske mest har brug for, at de voksne påtager sig ansvaret for tingene. Spørgsmålet om frihed og fællesskab er ligeledes en tematik i denne bog. Mens gnuen Joakim gentagne gange fremhæver, at det er den stærkeste, som overlever, så har romanens anden hovedperson, giraffen Malthe, dette syn på sagen: ”Den stærkeste er den, der har mod til at passe på den svage” (s. 173).