I forhold til Lars Norén som dramatiker ligger sammenligningen med landsmanden August Strindberg lige for. Strindberg (1849 – 1912) behandlede i naturalistiske stykker også dysfunktionelle familie- og parforhold i borgerskabet, afstumpede individer, vanvid og kønnenes kamp, f.eks. i stykkerne ”Fröken Julie” og ”Dødsdansen”. Norén er en kontroversiel figur i det svenske kulturlandskab, især efter katastrofen med ”7:3” og hans dagbog, hvor han hænger kultureliten ud, men Strindberg var i endnu højere grad kontroversiel, altid diskuteret og altid i konflikt. Begge deler en sortsynet og nihilistisk verdensanskuelse og en foragt over for menneskelig dårskab, der kommer til udtryk i deres stykker og anden litterære produktion. På grund af de mange sammenfald både i kunstnerisk virke og personlighed beskrives Norén ofte som Strindbergs efterfølger. Begge mestrer også at skrive tekster med undertekster, dvs. tekster, hvor det, der menes, er noget andet end der bliver sagt.
I en beslægtet dramatisk kunstform – filmen – er Norén beslægtet med landsmanden og filminstruktøren Ingmar Bergman, hvis psykologiske kammerspil tager fat i mange af de samme eksistentielle temaer som Norén, og begge tager udgangspunkt i en særlig svensk dysterhed. Bergman satte i øvrigt mange af Strindbergs stykker op på nationalscenen Dramaten i Stockholm, hvor både Norén og Bergman var instruktører og direktører.
Norén deler også mange træk med den franske nutidige forfatter Michel Houellebecq. Begge besidder de en gensidig fascination og afsky for det postmoderne Europas kapitalistiske landskab med mærkevarer, forbrugerkultur, højkultur og følelsesmæssig afstumpethed og dekadence, såvel som det umulige i at skabe en autentisk og god relation til kærester og/eller familie. Der beskrives en verden, hvor kapitalismen har gennemsyret alt i menneskenes sfære, selv deres følelser og forbindelser.