Lars Noréns ”Filosofins natt” (”Filosofiens nat”, 2013) fra 2012 er et svært værk at genrebestemme. Det ligner en digtbog, men er skrevet som prosa uden mellemrum eller åndehuller. Det er et mørkt og dystert værk, der især kredser om død, både fortællerens egen, som nærmer sig – og fortælleren er formodentligt sammenfaldende med den biografiske forfatter – og især dennes forældre. Teksten har karakter af en rablende monolog, der konstant er på kanten til at bryde sammen under sine egne korrektioner og modsigelser. Den har en absurd monologisk stemme, der minder om dramatikeren Samuel Beckett og hans absurde teater.
51024478
Bogen giver sig til udtryk som en slags antifilosofi: ”en filosofi der forkaster al filosofi”, som der står. Tematisk ved siden af døden, nihilisme og desillusion som de store overtematikker, har vi forskellige undertemaer: En kristendomskritik, hvor religionen beskrives som forløjet, og en Gud der eksisterer mindre desto mere man tror på ham. Der er dog en kristen retorik og metaforik i værket, bl.a. omtales Jobs bog, og lam på vej til slagtebænken osv. Religionen kritiseres for at forskønne menneskets vandring mod døden og afvises blankt fra en nihilistisk position.
En anden undertematik er de dysfunktionelle familiemønstre og afstumpede mennesker, som man også kender fra Noréns dramatik. Her beskrives bl.a. en onkel, der voldtager familiens yngste, en far man levede i frygt for i sine formative år, og en mor, hvis død er central i værket, som fortælleren anklager for overhovedet at have eksisteret. Endelig er der en afstikker ned på samfundets bund, som Norén også behandler i sit sene dramatiske virke i Personkreds-stykkerne, med stinkende hjemløse, fattige tiggere, alderdomssvækkede og kriminelle.