Ungdomsbøger

Og endelig fortælles der om indtil flere af de mange ungdomsbøger, Christine Nöstlinger har skrevet, og som alle handler om kærlighed, skole, forældre, bedsteforældre, søskende, og som ligner - og alligevel ikke- alle mulige andre.

En ungdomsbog, der udkom for 17 år siden, skulle man tro var forældet. Sådan er det ikke med Ilse Janda, 14 år . Erika på 12 og Ilse på 14 er skilsmissebørn. Begge forældre er gift påny, og Erika og Ilse er placeret hos deres mor, hendes nye mand og deres to små børn. Ilse er i evig konflikt med moren, som er kold og hård og ikke interesseret i eller ved noget om sine egne børn. Efter et af deres mange opgør, stikker Ilse af. Hun har planlagt det nøje, ikke engang Erika ved, hvor hun er.

Luki-live , derimod, foregår i et trygt og kærligt miljø. Luki og Ariane er barndomskærester, ja, nærmest par ... er både sammen i skolen og udenfor. Men pludselig "trænger Lukis personlighed på indefra og vil ud"! Han finder noget mystisk gammelt kluns frem og beslutter sig fremover, at være hudløs ærlig. Den nye Luki tiltrækker sig en masse opmærksomhed, og den uforstående Ariane fortrænges fra sin vante plads. Men den nyopfundne personlighed udsættes for hårde prøver, - for ærlighed giver kun problemer!

Bøgerne om Maggi , Kiks, koks & kage , Kul, koks & kuller og Kys, klap & klage , er de nyeste fra Christine Nöstlingers hånd. Maggi bærer, sammen med de to andre børn og to voksne, der udgør familien, efternavnet Federberg. Et navn de alle i tykkelse lever fint op til. Der kommer koks i familien, da moren går på slankekur, vil have en uddannelse, og til sidst flytte med lillesøsteren og Maggi. I bd. 2 genforenes familien, mere af nød end af lyst, og i bd. 3 går det, måske? Alt imens der er oprør på forældrefronten, får Maggi også problemer med sit kærlighedsliv. To kærester er en for mange!

Der er flere ting, der går igen i mange af Christine Nöstlingers ungdomsbøger:
Flere generationers kvinder under ét tag, og i alt for store mængder ...
Personer med ydre, der markant adskiller sig fra mængden - i uheldig retning ...
Overvægtige personer i ekstrem grad ...
Og ikke mindst bedstemødre, enten som de frelsende engle eller som de rene rædsler ...
Og fælles for dem alle:
De ægte og realistiske problemer og konflikter ...
Solidariteten med hovedpersonerne ...
Og forældrene, som gang på gang spiddes, og billedligt talt hænges til tørre ved hjælp af ord og handlinger, som taget ud af virkeligheden.