Det rå, barske og afslørende grin, selv i de mest forstemmende bøger, som får det hele til at leve og bære. Man har det sjovt, også midt i tragedierne som ikke altid er lige store
Der står både børn, unge og voksne på Christine Nöstlingers bøger!!
Sagt af Christine Nöstlinger:
Jeg har altid været lystløgner. Løgne, der ikke skader andre er fuldt lovlige, efter min mening.
Latteren kan være med til at give angstens årsager navne og samtidig gøre den til at bære. I latteren er der altid håb, en forestilling om, at der kan komme noget bedre i stedet.
Den eneste person, der står til min disposition, både som læser og som figur i bogen, er det barn, jeg selv var engang. Mens selvfølgelig har jeg børn, som jeg lever sammen med, børn som jeg iagttager, børn som jeg hører til.
Når man har sluppet tanke om at forsøge at forandre samfundet ved at skrive, og bare hjælper, trøster, forklarer og morer for at børn skal få det bedre med den virkelighed, de lever i, så må man spørge sig selv: Hvad er det, der er vigtigst? Hvor er der mest brug for hjælp? Skal vi stadig tænke på karakterer, den første forelskelse, skænderier med forældre, væresteder for børn, lommepenge, længselen efter eventyr, drømme og narkotikamisbrug? Eller burde vi tænke på bomber og robotter, naturens ressourcer og den tredie verden? Eller på truede dyr og planter og menneskets overlevelsesmuligheder? Eller på den tredie verdenskrig, syreregn og blyforurening? Hvad gør børn mest ulykkelige i dag, at de får for få lommepenge eller at der dør 44.622 børn hver dag? Vil de have en forklaring på, hvorfor mor og far skal skilles, eller hvorfor der er noget der hedder våbenkapløbet og terrorbalancen? Har de brug for støtte i kontroverser med lærere, eller støtte til en børnedemonstration mod atomkraftværker?
Jeg har aldrig været rigtig sikker på hvad børn kan klare på egen hånd, og hvad de behøver hjælp til. Nu er jeg endnu mere usikker på det.