I Olivier Trucs arktiske politikrimi er der mange scener og detaljer med eksotiske islæt i form af polarnætterne, vildmarken, de mange minusgrader, renpolitiet på snescootere, Samekulturens særkender, joik-sang og selve krimigåden: mordet på en rensdyravler. Bogen er dog langt fra en idyllisering af minoritetssamfundet i det nordligste Norden, snarere en barsk beskrivelse af hvordan intolerance og had mod en befolkningsgruppe udfolder sig på udemokratisk voldsom vis – langt fra hvad vi kender fra hjemlige skandinaviske breddegrader.
Olivier Truc beskriver bl.a., hvordan den protestantiske kirke til stadighed bekæmper den oprindelige samiske kultur. Racisme og minoriteter er emner, der i mange år har optaget forfatteren i hans journalistiske virke, så det er formodentlig ikke et tilfælde, at hans debutroman behandler samme tematikker. Han har tidligere bl.a. beskæftiget sig med nynazister i Sverige og producerede i 2008 en tv-dokumentar om renpolitiet i Lapland. Med ”Fyrre dage uden skygge” får læseren, udover gys og et reelt krimiplot, et sjældent indblik i en eksotisk, truet same- og renkultur.