Morten Papes romantrilogi om Amager er hverken politisk i sin form eller sit projekt, men kommenterer indirekte den vestlige verdens dilemmaer igennem samtaler og begivenheder. For eksempel 11. september. Med afsæt i terrorhandlingen i New York skitserer forfatteren i “Planen” de grundlæggende kulturforskelle og forestillinger om det gode liv, der hersker i klassen på Dyvekeskolen:
“(…) måske har han opfanget noget, som jeg ikke har fordi Perker-Pape har tilbragt for meget tid med sine venner, muslimerne, den nye fjende som det er blevet mere end legitimt at lægge for had, for mindre end en måned senere sender præsident Bush sine fly og soldater fra Guds eget land ud på korstog og invaderer og tæppebomber et af Guds ubetingede fattigrøvslande (…)” (s. 348).
Debutromanen ”Planen” er skrevet i genren autofiktion, og som læser får man oplevelsen af en verden beskrevet én til én. Allerede med sin anden udgivelse, “Guds bedste børn”, bevæger Morten Pape sig væk fra det selvoplevede. Som han udtaler i magasinet Dossier efter den tredje romanudgivelse: “For mig har det været en god taktik at begynde med det allerinderste og derfra dreje mig ud ad hullet.” (Geeti Amiri, Dossier, 2021).
Detaljer og gentagelser bruges som et stilistisk greb til at forstærke indlevelsen, og de mange svigt – især fra faderfigurerne – og udsigtsløse omstændigheder sætter sig godt og grundigt i kroppen, som handlingen skrider frem.
Genremæssigt kan alle fire udgivelser kategoriseres som moderne udviklingsromaner, hvor hovedpersonerne gennemgår svigt, svig og smerte. I “Planen” får hovedpersonen Morten fornyet håb i mødet med gensidig kærlighed. Intet er dog på noget tidspunkt sikkert, heller ikke hen imod romanens slutning, hvor selv ikke ægte kærlighed forhindrer ham i at være sin redningsperson utro til en julefrokost. Men de efterfølgende refleksioner trækker ham om på den anden side af ligegyldigheden og bevidner dermed den udvikling – ikke at forveksle med afklaring – der er kendetegnende for genren.
“Guds bedste børn” og “I ruiner” foregår ligeledes i utrygge miljøer på Amager, hvor hovedpersonernes verden langsomt falder fra hinanden i afmagt og udsigtsløshed. Kriminalitet, arbejdsløshed og angsten for at være uden for flokken presser romanernes hovedpersoner ud over kanten på en uhyggelig realistisk måde, der sætter tankerne i gang hos læseren.
I ”Nøglebarn” vender Pape tilbage til den autofiktive stil og går igen i kødet på forholdet mellem fædre og sønner. Romanen er en beskrivelse af, hvordan hans fars slægt på bare en generation går fra at være overklasse til at blive underklasse, og hvordan det på ingen måde forbedrer mændenes evne til at blive gode fædre.