Guds bedste børn

Citat
”du skal rykkes over i en anden fløj, siger forstanderen til mig i starten af 2010, og jeg svarer ham bare med tavshed, hvad er der at sige til det, perkerne har brug for beskyttelse, eller også har de voksne brug for noget arbejdsro, så rykkes jeg til østfløjen, og de der pædagoger gør sig ekstra umage med at jeg ikke kommer i nærheden af Bjarne og ham der ludersønnen Omar, igen-igen er det danskeren der bliver straffet og smidt væk”

”Guds bedste børn”, s. 308.

Morten Papes anden roman, “Guds bedste børn” fra 2018, tager afsæt i en virkelig hændelse. Et bestialsk mord på åben gade på Amager i 2008, hvor en 16-årig dreng med indvandrerbaggrund bliver slået ihjel med en fastelavnskølle af en etnisk dansk dreng på samme alder. De havde aldrig mødt hinanden før.

I “Guds bedste børn” har drengene venskaber, fjendskaber, familieproblemer og kærlighedskvaler. Vi begynder hos Jamil og hans ven Zeki, der går med aviser og sætter hår for pigerne og for fremtiden, der umiddelbart kan gå to veje: Ned i Netto eller ind på Christiania. Efter drabet på Zeki kæmper Jamil for sin egen overlevelse. Savn og syner får ham indlagt på psykiatrisk hospital, og han mister forbindelsen til de få holdepunkter, han har tilbage, som skole, venner, mor og søster.

54479913

“Man gør som man får besked på. Man adlyder. Og står ved det. 110 procent. Han betragter sig selv som loyal.” Tanken er Simons. Vennen til den 16-årige dreng, der slog en anden dreng ihjel, fordi han “gloede” på ham. Selvom Simon ved Gud står i problemer helt op til sine røde øjne og dagligt er ved at kvæles i afmagt, svigt og sagsbehandlinger, har han ikke givet op. Han har, trods sin unge alder, to små børn og kærlighed at kæmpe for – også selvom det er i en kummerlig lejlighed på Falster med angst og fortidens synder på slæb.

Vennen Mickey, der blev morder som 16-årig, kommer vi tæt på i en jeg-fortælling, der bryder med den alvidende fortællerstemme. Her nedfældes tankerne i en lang usammenhængende strøm, der illustrerer tilværelsen set med hans øjne. Mickeys verden er uden nuancer. At han blotter sit lem for Lisa fra kommunen, som er det tætteste, han kommer på en moderlig figur, er et fremragende billede på, hvor følelsesmæssigt ødelagt han er.

Morten Papes anden roman fortsætter i det rå og realistiske Amager-miljø, vi kender fra “Planen”. Med skarpe replikker og sceniske fremstillinger bliver læseren lukket endnu længere ind i et miljø, de færreste romanlæsere har mærket på egen krop, men som udspiller sig få stop fra din hoveddør. Uanset, hvor du bor i landet.