Efter den første billedbog gik det stærkt, og samme år udkom Kys mig jeg hader dig . En ganske anden historie med fokus det man MÅ forundres over som barn – hvorfor ikke sige hvad man mener direkte, hvorfor pakke alting ind? Forsiden er et sødt gys hvor bogens hovedperson Sofie får det kys af Jonas, som hun sådan har længtes efter. Med strittende fingre og røde kinder står hun dér og tager imod. De taler meget i Charlotte Pardis billeder. Det gør de selvfølgelig også i teksten, men hun tager al snakken med, og lader personer stå med åben mund, næsten fotografisk, uden det har det mindste med et fotografi at gøre. Men øjeblikket er fanget med både lyd og billede.
23122987
Lyden tager til i Pigen der ikke ville på potten . Titlen og forsiden lyser af beslutsomhed og viljestyrke, og forsatsen lover stilhed før stormen med en rotte, der forventningsfuldt kigger op i kloaksystemet. For mange på grænsen til det grænseoverskridende, men Charlotte Pardi har tændt advarselsblinkene! Naja vil ikke på potten. Som lille menneske har man kun få sanktionsmuligheder, men denne er effektiv. Pølserne hober sig op i hendes mave og forældrene, der i Charlotte Pardis fortolkning er velbelæste og rigtigt kørende i teorien, fortvivler. Fokus veksler mellem begivenhederne udenfor og indeni maven.
Farcen foregår begge steder og Pardis talent (og svaghed) for falden-på-halen-komik er indlysende. Både ét-barnsfamilien, der med sikker hånd styres af yngste medlem, afbildes suverænt med snert, så enhver oplæser må føle sig ramt - og pølserne, der med hver deres udtryk, farvelagt med bred pensel bevæger sig og skaber liv i trængslen. Efter tekstens sidste punktum laver Pardi sin egen lykkelige slutning på historien – endnu engang er vi i kloaksystemet, men denne gang med pølserne i en rutchebanetur under vild jubel på vej ned i kloakken.