Tre på tværs

Charlotte Pardi er helt tæt på essensen af Dorte Roholtes underspillede humor i Sofies frække bamse . Pardis varemærke, den rundhovede, strithårede pige mangler helt gennemslagskraft i den 5 mands store familie, hvor hun selv er midterbarnet. Nyindflyttet i et håndværkertilbud er der ikke megen forældreopmærksomhed at hente, og umuligt er det i hvert fald at komme igennem med sin utilfredshed. Det sørger en lilla bamse til gengæld for, og alt det Sofie ikke kan sige, kan den. Den talende bamse er synlig lilla, men ellers stiv og uden andet udtryk end en evig åben mund. Til gengæld lever Sofie i al ubemærkethed, sårbar og trist, og helt solidarisk lader Charlotte Pardi os vide, at alle de forfærdelige ting der kommer ud af bamses mund, vitterligt kommer derfra!

Der bliver taget fed gas på middelklassefamilien. Handyman-faren, der kunne have en hverdag som ikke praktisk orienteret folkeskolelærer, teenage-storesøsteren med den bumsede kæreste in spe og lillebroren, som hun forgæves forsøger at få solgt under tilbudskiltet i supermarkedet. Charlotte Pardis hjerte og solidaritet ligger altid hos hovedpersonen og den målgruppe, hun tegner for. Alle andre kan sådan set godt få med den spidse pen – og får det.
Som et ekstra kuriosum står kaptajnen med sin røde tud fra ”Rend mig…” på et legetøjsskib og skuer ud over det afhøvlede gulv.

25317696

I al tidens snak om tykke mennesker er det en befrielse, at stifte bekendtskab med Fies far . Charlotte Pardi gør ham synlig i oversize – ikke kun hvad angår størrelsen, også i et heftigt og iøjnefaldende tøjvalg. Men hvad, Fie elsker sin far på trods af hvad alle tænker og tror, og det må gerne synliggøres. Bogen oser af kæmpefar og kæmpekærlighed, det er lige så det hele hopper, når far og Fie danser tango, og billederne af far foran det afslørende spejl er overvældende og rørende. Ikke en ond streg, ikke så meget som et lille bitte hip eller gnist af latterliggørelse (ingen ser godt ud i solhatte) – kun af ham bodybuilderen med tarzanbadebukserne.

Farcen kommer igen for fuld udblæsning i Wilhelm får en fridag . Kåre Gade har skrevet en ægte forvandlingshistorie om Wilhelm, der godt kunne tænke sig et par lidt mindre kedelige forældre. I det mindste nogen der ville acceptere lidt aftenfjernsynskiggeri og en enkelt pjækdag i ny og næ. Men nej, billederne viser en rigtig traditionel familie. Wilhelm er i en pæn mørkeblå pullover og far & mor er i Charlotte Pardis fortolkning sene førstegangsforældre, nu ældre og mere familien-Danmark-kedelige end godt er. På middagsbordet frikadellerne, kartoflerne og den obligatoriske salat – som kun moren har på tallerkenen. Med alt det bliver modsætningen også så meget desto større, da ønsket næste morgen går i opfyldelse. Wilhelm vågner op til lårsvingende mor i natkjole og til en far, der senere på dagen med lystigt blik bliver taget på vej ind i damernes omklædningsrum i svømmehallen. Det satire for fuld udblæsning, et galoperende vanvid der bare tager til, og i takt med Wilhelms stigende bekymring, vender man som læser forventningsfuldt siderne!