Drageånde

Citat
”Overskridende sit eget
landskab, med benene
alt for spredte
Tunk
Wwwwhhhhooooossssshhhhh
Søjleild, altædende,
forkullet, og eksploderende
i det samme overfyldte
lille nu
Wwwwhhhhooooossssshhhhh
Tunk
zzzzzzzzzZZZZZZZZ”.
”Drageånde”, s. 41.

Et onomatopoietikon er et lydefterlignende ord, og den slags ord er der mange af i Juliane Preislers digtsamling ”Drageånde” fra 2011. En gennemgående idé i samlingen er at forsøge at gengive lyde, som det ellers er vanskelige at beskrive verbalt. Det kan for eksempel være en bestemt fuglearts fuglekvidder. Eller det kan være gengivelse af lyd med et sprog, der minder om det, man kender fra tegneseriebobler. Som når der står ”tuk / tuk” om brevduerne og ”sssccchhhwwwOOOUUUSSS” med henvisning til en ildspyende dragemund i bogens første digt.

Fugle af enhver art er en generel figur i bogens billedsprog. En gennemgående tematik i samlingen er mødet mellem mennesker, herunder det erotiske møde. Det handler i det hele taget meget om forholdet mellem et jeg og den anden, ligesom menneskelig melankoli og ensomhed er et væsentlig element i bogen. Flere af digtene afsøger ligeledes situationer, hvor kroppen taler sit eget sprog. Et godt eksempel på det er et digt om en ung kvinde, der undersøger sin egen krop. Digtet indeholder blandt andet en beskrivelse, der kommer helt tæt på kroppen og dens lyde. Det hedder i digtet: ”Flige af rødt der/ løsner sig/ Sssllllllpppppp/ og går fugtigt fra hinanden/ T-t-t-t-t-t-t-t/ Sssllllllpppppp/ Inderside på vej ud/ Fingre, på vej ind”. (s. 32).

29042160

Andre steder i Juliane Preislers bog er der tale om langt mindre kropslige beskrivelser men stadig et fokus på en indkredsning af en sanseoplevelse. Her i en poetisk skildring af en ung mands brændende, begærlige blik: ”Varmen fra/ den unge mands blik/ løber op langs hendes /lægge/ flakkende”. (s. 65).

Digtsamlingen fik en lidt blandet modtagelse ved udgivelsen. Litteraturkritiker Thomas Bredsdorff betegner blandt andet digtenes særlige brug af det lydefterlignende tegneseriesprog med ordene ”væltede sættekasser af bogstaver.” (Thomas Bredsdorff: Voldsomme og insisterende digte larmer lidt for meget. Politiken, 2011-11-12).