Det er balancegangen mellem en journalists insisterende vilje til at afdække sandheden og et menneskes naturlige impulser og empati, Puk Damsgård forener i sit forfatterskab. Som hun selv udtrykker det: “Jeg er først og fremmest et menneske, jeres øjenvidne, til krigen i Syrien og til hvad der foregår i Egypten og resten af Mellemøsten.” (Rebecca Bodnia m.fl.: Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien. rustonline.dk, 2013-02-01).
Når den menneskelige kvalitet 'empati' bliver en begrænsning for det journalistiske arbejde, er det kunsten at afveje sine værdier. Som i “Hvor solen græder”, hvor journalisten bukker under for mennesket, da Puk Damsgårds frygt for at se de eventuelle lig af oprørernes to tilfældigt tilbageholdte fanger afholder hende fra at undersøge, om de to skud, hun hørte affyret, var dræbende eller blot til afskrækkelse (s. 117).
Med bøgerne har forfatteren til hensigt at oplyse sine læsere, hvilket tydeligt mærkes under læsningen. Og om at skulle navigere mellem de mange indtryk og modsatrettede informationer for derved at kunne tegne det mest præcise billede af krigen, skriver Puk Damsgård i “Hvor solen græder”: “De journalistiske dyder om uafhængighed og mulighed for at få bekræftet en sag fra to sider var under hårdt pres i krigszonen. Alle løj og overdrev – ikke fordi de var amoralske mennesker, men fordi krigen forstyrrede deres virkelighedsopfattelse, tidsfornemmelse og sondring mellem rigtigt og forkert.” (s. 82).
Selvom hun skriver oplysende faglitteratur, lader hun sig i udtryksformen inspirere af teknikker fra fiktionsgenren. Hun udtrykker selv sine tanker omkring det spændingsfelt på følgende måde: “Ved siden af faglitteratur læser jeg mange romaner. Jeg gik meget op i med 'Hvor solen græder' at den kunne læses som en roman med en hovedperson, vi følger over tid. Bare non fiktion, selvfølgelig.” (Karen Pontoppidan: Interview til Forfatterweb, april 2015).
Puk Damsgårds hensigt med hendes måde at formidle på er at give vesterlændingen mulighed for at relatere til den virkelighed, borgerne i det land, hun rapporterer fra, lever under. Hendes opgave får psykologisk karakter, og hun omtaler netop i Syrien-beretningen en psykolog, der på BBC World News formidlede følelsen af chok blandt løberne under bombeangrebet ved Boston Marathon i 2013 til seerne. Når Puk Damsgård påtager sig opgaven at skabe identifikation mellem den syriske borger og en gennemsnitlig vesterlænding bliver sværhedsgraden blot taget til helt andre højder. Som Damsgård selv skriver i “Hvor solen græder”: “Der var mere genkendelse i tragedien ved maratonløbet i et land, som vi kulturelt sammenlignede os med, end i et angreb på syriske byer, ingen havde hørt om.” (s. 227-28). Netop fordi hun “aldrig i danske eller udenlandske medier havde set en psykolog tale om, hvad det vil sige at være flygtning eller vokse op under belejring og konstant bombardement [ ...]” (s. 227) ligger hendes opgave som identifikationsformidler hende så stærkt på sinde. Den syriske kvinde Nour kommer således også til at spille en væsentlig rolle i identifikationsspørgsmålet, idet hun både i tankegang og udseende er vestligt orienteret.
I “Ser du månen, Daniel” fremhæves endnu et lag af identifikationsspørgsmålet, idet der her ikke er tale om et kulturelt skel mellem Daniel Rye og læseren. Grusomhederne, frygten og sorgen rykker med Daniel, hans medfanger og familie helt tæt på læseren, for hvem det er en skræmmende opdagelse, at identifikation er umulig at komme udenom.