Celia Rees

journalist Charlotte Haase, 2005.
Main image
Rees, Celia
Foto: Forlaget Sesam/Aschehoug Dansk Forlag

Det er ikke småting, der sker i den engelske forfatter Celia Rees’ ungdomsbøger. Siderne emmer af våde kys, ængstelige skrig og ungt blod. Forfatterskabet rummer alt fra kvindelige pirater, som lever af at myrde og plyndre, til hekseforfølgelser i 1600-tallet og krimier om forfulgte skoleelever og teenagefilmstjerner. Hovedpersonerne er ofte piger, men historierne henvender sig til begge køn. Bøgerne rummer temaer såsom venskab, forelskelse, kærlighed og jalousi og er skrevet i et levende og letlæst sprog.

 

 

25927109

Blå bog

  • Født: Den 17. juni 1949 i Solihull, England.

  • Uddannelse: Historie og politik ved Warwick University og kreativ skrivning ved Birmingham University.

  • Debut: “Every Step You Take”, 1993. (“Vilde unge hjerter”, 1994).

  • Litteraturpriser: Blandt andre Sheffield Children’s Book Award, 2001. Whitbread Children’s Book Award, 2002 og WH Smith People’s Choice Award, 2004.

  • Seneste udgivelse: Ønskehuset, Sesam, 2005. (The Wish House, 2004). Oversat af Birgitte Brix. Roman.

Artikel type
boern

Baggrund

Som mange andre forfattere var Celia Rees meget glad for litteratur som lille. Hun voksede op med sine forældre i Solihull i England med en hjemmegående mor, mens faren var inspektør på den lokale skole. Celia Rees elskede gysere og spændingshistorier om eventyrere og pirater. Barndomshjemmet var fuld af bøger, og begge forældre læste højt for hende. Når Rees havde fået fortalt en god historie, genfortalte hun den for sine venner, og så legede de, at de var personerne i fortællingen.

Da tiden kom til at begynde i skole, besluttede forældrene, at hun skulle gå på en pigeskole. Her blev yndlingsfagene historie og geografi. Nu kunne hun selv læse skønlitteratur, men hendes største interesser var ifølge hende selv: musik, drenge og makeup. Rees’ far døde, da hun var 12 år. Det blev forbudt at tale om ham, og alle hans ting blev fjernet fra hjemmet. Denne måde at fortie sorg på blev temaet i bogen “The Truth or Dare”, 2000 (“Afsløringen”, 2003).

Celia Rees tog en uddannelse på Warwick University i historie og politik, så hun kunne undervise i folkeskolen. Hun var særligt interesseret i hekseforfølgelser og amerikansk historie. Efter uddannelsen fik Celia Rees arbejde som lærer i byen Coventry, men det var ikke helt nok, så efter ti år tog hun en mastergrad på Birmingham University i skriveteknik. Hun fik stor ros for sine skrivekundskaber, hvilket gav hende mod på at give sig i kast med fiktion. Rees lagde mærke til, at de mest populære bøger blandt hendes elever var af amerikanske forfattere såsom Judy Blume, Robert Cormier og Louis Duncan. Det undrede hende, at der ikke eksisterede krimier med engelske teenagere som hovedpersoner, så hun fik lyst til selv at skrive dem. Inspirationen til det første plot kom fra en kollega, der fortalte en sand historie om en gruppe studerende, som var blevet indblandet i eftersøgningen på en morder. Det blev til debuten “Every Step You Take”, 1993 (“Vilde unge hjerter” fra 1994).

Siden 1997 har Celia Rees været forfatter på fuld tid. Sammen med sin datter og mand bor hun i den engelske by Learnington, hvor hun skriver sine krimier, historiske romaner og gysere.

Debut om morder på flugt

Debuten er en god indikator for Celia Rees’ forfatterskab, der fanger unge læsere med spænding og drama.

Størstedelen af Celia Rees forfatterskab udgør spændingshistorier og krimier. Hendes første bog “Every Step You Take” fra 1993 (“Vilde unge hjerter”, 1994) er inspireret af en virkelig historie. Romanen handler om en gruppe elever på studietur i en afsides hytte i Wales. Veninderne Chris og Anna bliver uvenner, og der er i det hele taget mange hormoner i luften. Klassens seje og dominerende dreng Andy kan ikke få øjnene fra den smukke Chris og vil gøre alt for at blive hendes kæreste, selvom han rent faktisk har én derhjemme. Udover kys, mobning og sladder lurer en uhyggelig kendsgerning under overfladen. En morder opholder sig nemlig i området og ønsker at søge tilflugt i huset, som var hans barndomshjem. Da klassen hører i radioen, at en morder og sexforbryder formentlig har sat kurs mod deres hus, begynder skrækken at brede sig. Det gør det ikke bedre, at der dukker beskeder op inde i huset, og at en bleg dreng med hårde øjne viser sig i tide og utide. Debuten er en god indikator for Celia Rees’ forfatterskab, der fanger unge læsere med spænding og drama.