Kigger man nærmere på forfatterens personlige baggrund, genkender man hurtigt Ida-Marie Rendtorff i hendes karakterer. Forfatteren mistede sin far som 13-årig, og det er derfor ikke langt fra hendes egen virkelighed, når hun skriver om karakterer som Sofia, Vera, Dalia og Lara, der alle savner en forælder.
”Måske startede det hele med, at jeg som treårig drak blæk. I alt fald har jeg skrevet historier så længe, jeg kan huske,” skriver Ida-Marie Rendtorff om sig selv på sin hjemmeside. (www.ida-marierendtorff.dk).
Siden hen blev det både til en universitetsuddannelse i litteraturvidenskab samt en læreruddannelse, og fra 2005 har hun skrevet som forfatter på fuld tid. Ved siden af forfatterskabet har hun desuden arbejdet som forlagskonsulent, oversætter og manuskriptforfatter til blandt andet tv-serien ”Hotellet” fra 2000.
Ida-Marie Rendtorff er født på en højskole nær Fredericia og flyttede som barn mellem mange forskellige byer. Hun betragter dog Skive som sin barndomsby. En historie der også dukker op i ”Almas mareridt”.