Strømsvigt

Citat
””Alle ved, at det var David, der var den modige.” ”Det tror jeg ikke.” ”Før, i Svendsens hus, jeg var bestemt ikke cool. Jeg var ved at tisse i bukserne, så bange var jeg.” ”Det er netop det, der beviser, at du er modig,” sagde Sofia. ”Hvad mener du?” ”Du var bange, men du stak ikke af.””
”Strømsvigt”, s. 81.

Debutbogen ”Strømsvigt” (2004) skrev Ida-Marie Rendtorff sammen med sin mand David Zimakoff. Bogen består af to historier. Den ene historie er om drengen Tobias, skrevet af Zimakoff. Den anden historie er historien om Sofia, skrevet af Rendtorff. De to historier fylder hver deres halvdel af bogen, der således har to forsider og mødes på midten. ”Strømsvigt” adskiller sig genremæssigt fra de fleste andre bøger i forfatterskabet, da den hverken er fantasy eller science fiction.

Handlingen kunne lige så godt have foregået i virkeligheden, men mellem linjerne kan man fornemme Ida-Marie Rendtorff og slægtskabet med Dalia Dragehvisker serien. Bogen er lige så fuld af følelser, teenagekvaler og ikke mindst sorgen over at have mistet.

Læser man den ene halvdel af bogen, får man Ida-Marie Rendtorffs historie om Sofia, der i begyndelsen af sommerferien mister sin mor. Midt i den store sorg vakler hun mellem drømmen om at flytte til København og søge ind på teaterskolen eller blive tilbage i provinsen og starte i tiende klasse, som hendes far mener er bedst. Tiende klasse begynder, og Sofia har mest lyst til bare at stikke af fra det hele. Men somme tider hjælper det at dele sine tanker med en helt fremmed, og det bliver afgørende, at Sofia en dag modtager en mail fra Tobias. Han går i niende klasse i København og kender også til det med at miste.

25267869

Efterhånden betror hun sig til denne fremmede fyr fra storbyen, og det viser sig at være en del lettere for hende end at tale med sine nærmeste omgivelser. 

Vender man bogen om og begynder med den anden halvdel, møder man den knap 15-årige Tobias, der mister sin bedste ven David i sommerferien. Forældre og kammerater er bekymrede og prøver desperat at nå ind til Tobias, men han kan ikke tage imod deres hjælp. For ingen af dem ved jo, at det i virkeligheden var hans skyld, at David døde. Tobias begynder i niende klasse og har ikke meget lyst til at være der, slet ikke da lærerne finder på, at klassen skal maile med en tiende klasse i provinsen. Tobias synes, det er en dødssyg opgave og kan ikke finde nogen mening med at dele sit liv med en fremmed pige fra provinsen. Indtil han modtager en mail fra Sofia, og noget begynder at gå op for ham.

”Strømsvigt” er en hård og ærlig historie om to unge, der konfronteres med døden alt for tidligt, men også en historie, som trods alt giver løfte om, at der er håb forude.