Brønshøj er rammen om en lang række af Bjarne Reuters mest populære bøger. Især i bøgerne om Bjørn viser Reuter sig som en nærværende realist. Han forlener Brønshøjbillederne med træk fra dannelsesromanen og en dyb forståelse for ungdommens veje og vildveje, op- og nedture.
I “Zappa” fra 1977 møder vi for første gang pubertetsdrengen Bjørn: Det er først i 60’erne, der er hormoner i kroppen og gruppepres over byen. Bogen skildrer forholdet mellem fire drenge, der bevæger sig fra uskyldig leg til noget, der ligner organiseret kriminalitet. Bjørn er den vege betragter, der først til sidst begynder at tage ansvar. Romanen skildrer pubertetens begyndende frigørelsesproces, og i den sammenhæng langer Reuter mærkbart ud efter en forældregeneration, der i al deres selvtilfredse, materielle orientering ganske overser deres børn.
22060562
I “Når snerlen blomstrer” fra 1983 og “Vi der valgte Mælkevejen” fra 1989 fortsætter fortællingen om Bjørn op gennem 60’erne, hvor Beatles kommer på grammofonen og håret bliver længere og længere; fra realskolen til det begyndende voksenliv. Igen er Bjørn flyderen, der ikke magter det forpligtende valg. Det handler om universelle størrelser som kærlighed, identitetsdannelse, magt og afmagt, men kulissen forankrer hele miseren i konsolideringen af velfærdsdanmark og ungdomsoprøret.
Serien om Bjørn viser en tematisk forskydning i Reuters samfundskritik. Hvor der tidligere var spot på klassesamfundets problematikker, er det nu den småborgerlige apati, der udstilles. Dermed er den politiske indignation erstattet af en civilisationskritik med tv som yndlingsaversion. Mennesket må tage livet på sig, siger Reuter, det samfundsmæssige og eksistentielle engagement bør ikke drukne i selvtilstrækkelig velfærd. Den kritik er arven fra barndommens Brønshøj: “I de bøger har jeg sat mig for at ville skildre en periode – og at ville skildre, hvad den periode har gjort ved de mennesker, der levede i den.” (Ulla Kofod-Olsen: Drøm, digt og virkelighed, side 68).