Kl. 2.30 en sommernat vækkes den gnavne kriminalkommissær Stelman til nyheden om, at en iransk gartner er fundet skudt i køkkenet på et dansk slot. Kort efter mødes han med sin assistent Rasmus Larsen i forsøget på at afdække det bestialske mord, som viser sig at have vidtrækkende konsekvenser for nationens ve og vel.
Et kort handlingsoprids kan give det indtryk, at Bjarne Reuters ”Den iranske gartner” fra 2008 er en krimi, men det er nærmere en roman, som man inden for filmterminologi ville betegne som en ”spoof” – en stærk satirisk genrekarikatur, hvor intet er helligt.
I et desperat forsøg på at afmontere sagens sprængfarlige natur, lykkes det Stelman og Larsen at fremprovokere en drabelig rockerkrig, en autonom besættelse af en modekonference og diplomatiske problemer med Iran. De to betjente træder i samtlige spinatbede, de kommer i nærheden af, mens de på forunderlig vis lander med begge ben gennem et usandsynligt forløb af heldige tilfældigheder.
28467087
Det er intet mindre end verdensfreden, som er på spil, da vi igen møder Stelman og Larsen i ”Den egyptiske tenor” fra 2010. Kort før den globale fredskonference i København kidnappes og halshugges den syriske chefforhandler, Nazim al-Salu. Herefter følger vi Stelman og Larsens dilettantiske opklaringsarbejde i en hæsblæsende og elegant parodi på krimigenrens største koryfæer.
De to betjente står tilsyneladende over for en religiøs sekt af Dan Brown’ske dimensioner. De drager til Ægypten for at ledsage al-Salus dobbeltgænger til København, mens både James Bond, Hercule Poirot og Miss Marple kan anes i baggrunden, da Stelman og Larsen til sidst indfinder sig på en hjuldamper langs Nilen, hvor alle er mistænkte.
Reuter finder samtidig god plads til at vise en satirisk fremstilling af vores samtid. Både kongehus, regering og alskens kendisser parodieres kærligt, mens der sendes humoristiske stikpiller til alt fra Osama bin Ladens påståede død til Morten Messerschmidts juleplade.