Peter Madsens tegnestil ændrer sig ikke voldsomt, efter han finder sin unikke, dynamiske og klare stil i album fire og fem. Men der sker alligevel en udvikling fra album til album, som især udmønter sig i mere sikre persontegninger og stadig mere dristige sidekompositioner. Et andet træk er, at Peter Madsen i de senere album begynder at bruge endnu mere tydelige referencer til moderne fænomener såsom i det niende album, ”Valhalla 9 – Den Store Udfordring” fra 1993, hvor skurken, jætten Rungner, er en parodi på en rocker med sin ”kværn” – her i form af en formidabel stridshest. Rungner og Thor ender i en tvekamp, hvor det igen er Tjalfe, der med sin menneskelige snarrådighed redder Thor. Peter Madsen har selv farvelagt albummet med et meget stemningsfuldt resultat.
Fra det tiende album, ”Valhalla 10 – Gudernes Gaver” fra 1997, er det tegneren Jesper Eising, som står for farvelægningen af serien. Her er det en hyggelig historie fra gudernes unge år, hvor man hører, hvordan Sif og Thor fandt hinanden, samt hvordan flere af guderne fik deres magiske attributter, for eksempel Thors hammer og Sifs hår af ægte guld. Albummets moderne reference består i historiens forløb, der er krydsklippet a la en Tarantino-film: Der er flere fortællere, og deres versioner af den samme episode varierer en del, afhængig af deres personlige vinkel på tingene.
Madsen fortsætter filmreferencerne i ”Valhalla 11 – Mysteriet om Digtermjøden” fra 1998, som er én lang spoof over den klassiske film noir -detektivhistorie – her med et nordisk sagn som mordgåde og Odin som hårdkogt opdager. Den sagnompsundne digtermjød er forsvundet, og Odin vil have fingre i den, men væves ind i et spind af hemmeligheder, løgn og mord, med en ægte femme fatale i midten. Albummet er underholdning på højeste blus, og Peter Madsens genreblanding sker på alle niveauer – helt ned til en øltønde med teksten ”Vores Mjød” ridset i runer.