Den alsidige kunstner

Hvem skulle tro, at den mand, som i 1980 tegner en Thor i lyserød kjole, der slår Tyr bevidstløs med et par kunstige stenbryster, er den samme mand, som i 1995 med stor patos tegner en døende Jesus på korset? Ikke desto mindre er det netop den overraskelse, det danske tegneseriepublikum har måttet stå model til i tilfældet Peter Madsen. En overraskelse, som peger på, at tegneren langt fra er færdig med sin udvikling som tekniker, kunstner, fortæller og fortolker, og som gør ham til en unik skikkelse i den danske tegneseriehistorie. Selvom Peter Madsen ikke er alene om ”Valhalla”, er det hans tegninger, som har brændt de nordiske guder ind på nethinden hos nutidens unge, og som har givet serien den høje billedmæssige og fortælletekniske kvalitet. De underliggende temaer i serien, som adskiller den fra en simpel gengivelse af myterne og gør den til tankevækkende fortolkninger, har Peter Madsen ligeledes en stor del af fortjenesten af som del af det nært samarbejdende ”Valhalla”-kollektiv. Det modige spring ud i bibelfortolkningerne viser Madsens format, og tyder på, at der næppe bliver tale om kunstnerisk stilstand fra hans side de næste mange år.