Af Rohdes samtidige danske kolleger arbejder også dramatiker Line Knutzon med det mærkværdige og politiske i sine stykker. Jonas T. Bengtssons storbyfortællinger om samfundets svageste er socialrealistiske, men romanen ”Submarino” (2006), om Nordvestkvarterets kriminelle, udspiller sig i et for Rohdes forfatterskab genkendeligt miljø. En anden landsmand, som også arbejder med det makabre og meningsløse, og som ligeledes benytter sig af historiske personer til at skabe samfundskritiske parodier, er prosaisten Harald Voetmann. I romanen ”Kødet letter” (2012) er Kødbyen i København rammen om en surreel deroute for den elendige Hr. Kühleborn, og ”Vågen” (2010) handler om den romerske naturhistoriker Plinus den Ældre.
”Hos Rohde mindes man på én gang om tysk ekspressionistisk filmkunst, film noir, David Lynch, Lars von Trier, David Bowie og Nick Cave, Paul Bowles, William S. Burroughs og Louis-Ferdinand Céline. Og samtidig om gamle danske popsange og danske gyserfilm fra 50’erne. Finkultur og trash indgår i ét stort reservoir” (Birgitte Hesselaa: Det dramatiske gennembrud. Gyldendal, 2009), hedder det i et oversigtsværk over 1990’ernes dramatik. Netop fordi Rohdes skrift refererer til så mange forskellige kunstværker og kunstarter, kan det være svært at fremhæve en inspirationskilde frem for en anden. Dog har franskmanden Louis-Ferdinand Céline en særstatus blandt Rohdes forbilleder. Célines debutroman ”Rejse til nattens ende” (1932) er karakteristisk ved sin ualmindeligt bitre, hadske og bramfrie fortæller, der skildrer livet og verden under og efter 1. Verdenskrig som brutal og absurd.
Rohde har oversat den amerikanske beatforfatter William S. Burroughs bog ”Queer” til dansk. Hos Burroughs er stofmisbrug, homoseksualitet og prostitution i apokalyptiske universer en norm. Rohde synes at dele Burroughs’ fascination af menneskets vrangsider, og han kan have haft Burroughs’ cut-up metode (litterær collage) i baghovedet, når han krydsklipper mellem scener, steder og tider i sine stykker.