Manson

”Manson” (2011) af Jokum Rohde foregår i den fiktive russiske storby Metropolis. Byen er opkaldt efter den ekspressionistiske filminstruktør Fritz Langs science fiction-klassiker fra 1927. Herudover har Jokum Rohde ladet sig inspirere af Roman Polanskis gyserfilm ”Rosemary’s Baby” (1968) og Mel Gibsons ”The Passion of Christ” fra 2004 til skabelsen af et miljø, der er horribelt, makabert og blodigt. Forholdet mellem lov og orden, religion og nihilisme, mord, død og genopstandelse er noget af det, der behandles i stykket, som har hentet sin handling fra en af det 20. århundredes mest brutale mordsager.

29094861

Det er den amerikanske seriemorder Charles Manson og hans gruppe af disciple, den såkaldte Familie, der i dag sidder fængslet bl.a. for et voldsomt knivdrab på Roman Polanskis kone Sharon Tate og tre af hendes venner. Handlingen er, som i ”Pinocchios aske”, struktureret omkring en retssag. Alt imens vidnerne genfortæller deres version af mordsagen for dommer og anklager, afsløres forbrydelsens forløb i brudstykker for publikum. Charles Manson overtaler sine horende og fordrukne tilhængere til at myrde en gruppe uskyldige mennesker – heriblandt den smukke Sharon Tate, der er højgravid. Herefter skærer Manson selv spædbarnet ud af hendes krop og boltrer det fast til væggen med en saks.

Rollen som Charles Manson har Jokum Rohde skrevet til skuespiller Nicolas Bro. Han har i både 1. og 2. akt en længere monolog, hvori han præsenterer sig selv som Guds søn, Jesus Kristus. Disse taleblokke bryder formmæssigt med resten af stykkets dialoger og benytter sig af den såkaldte Verfremdungs-effekt. Fremmedgørelsen er et greb, der stammer fra Bertolt Brechts episke teater, hvis sigte var at bryde med publikums illusioner og vise menneskets foranderlighed.

Hvad sker der, når vi dør? Det er et nøglespørgsmål i ”Manson”. Samtidig kritiserer stykket mordgerninger og problematiserer dødsstraf ved at fremhæve disse handlingers meningsløshed i et kaotisk virvar af vanvid, orgasme og løgn.