WERNER BRUUN: Ja. Men ikke med ond hensigt. Jeg ønskede at gøre verden mere dejlig og rar ved at skabe noget positivt.
DOMMER WOLFF: Det er netop problemet.”
Kunstens magt er hovedtemaet i Jokum Rohdes ”Pinocchios aske” (2005). Stykket åbner med replikken ”Jeg elsker lugten af brændte klassikere om morgenen”. Ordene tilhører Dommer Wolff, der er den dømmende magt i byen Kongstad, hvor et kunstforbud er blevet indført. Kunst er underlagt streng censur, og der er hårde straffe for den, der overtræder dette.
Werner Bruun er en møbelsnedker, der har et meget kærligt forhold til sin mor. Han har lavet en Pinocchiodukke, et kunstværk, og som straf får han hugget sin højre hånd af. Herved bliver han invalideret og kan ikke længere leve af sit erhverv, der ikke er kunsten men snedkeriet. Det er stikkeren Marc Dutroux, der angiver Werner Bruun. Dutroux er som en anden Stasi-agent ansat til at opsnuse ulovlig kunst. Dommer Wolff, der undervejs viser sig selv at være digter, myrdes, fordi han har en frakke magen til Werner Bruun. Samtidig blusser revolutionen op i befolkningen, kunsten overvinder undertrykkelsen – men magthaverne er, med undtagelse af Dommer Wolff, stadig de samme. Selvom kunsten er fri, truer populismen med at korrumpere den. Magten tilhører magthaverne, også selvom Kongstad ikke længere er underlagt censur.
Den sproglige tone i dialogerne er hård, sarkastisk og karikeret. Genremæssigt er stykket et retssalsdrama, men har også karakter af et gammeldags eventyr, hvor de gode, uskyldige og fattige skal så grueligt meget igennem, mens de onde ler og rager til sig. Moderbindingen mellem Werner Bruun og hans mor er en parodi på et Ødipus-kompleks, og flere af karakterernes navne refererer (som i andre af Rohdes værker), til faktiske personer: Marc Dutroux er navnet på en belgisk forbryder, der er mistænkt for i 1995 og 1996 at have kidnappet, torteret og seksuelt misbrugt seks piger. I ”Pinocchios Aske” optræder han som politispion. Alexander Trocchi er navnet på en skotsk beatpoet, mens Pinocchio i dette stykke ikke optræder som karakter, men fungerer som et symbol: Marionetten, der styres af andres hænder. Med afhugningen af kunstnerens hænder sørger magthaverne for, at kunsten ikke kan kontrollere folket.