Zafóns værker trækker tråde til de klassiske detektivromaner, som eksempelvis Raymond Chandlers, hvor et mysterium bringer hovedpersonen på en rejse, hvor han undervejs møder modstand og folk, der vil ham ondt, men samtidig også en rejse, som byder på en række hjælpere.
Den gotiske tradition, som Zafón er inspireret af, udspringer fra det attende århundredes England med forfattere som Horace Walpole (”The Castle of Otanto”, 1764) og William Thomas Beckford (”Vathek”, 1786).
Stephen King har sammenlignet Zafóns forfatterskab med Orson Welles’ tidlige film, mens New York Times har skrevet, at forfatterskabet kan sammenlignes med Gabriel García Márques’, Umberto Ecos og Jorge Louis Borges’. Márques skriver inden for genren magisk realisme, mens Borges’ litteratur kan kategoriseres inden for genren fantastisk litteratur, Zafón trækker på begge traditioner. Eco og Zafón har det til fælles, at de begge kombinerer spændingsromanen med historisk fortælling. Et greb man hos Umberto Eco blandt andet finder i ”Kirkegården i Prag” (2010).
Sammenblandingen af den mystiske fortælling og spændingsromanen, som Zafón ligeledes gør brug af, finder man også hos en forfatter som Dan Brown, der står bag værker som ”Da Vinci Mysteriet” (2003) og ”Engle og dæmoner” (2006).