I Carlos Ruiz Zafóns tredje roman ”El prisionero del cielo”, 2011 (”Himlens fange”, 2012) vender vi tilbage til historien om Daniel Sempere, hovedpersonen fra ”Vindens skygge”. Året er 1957 og Daniel er gift med Bea, som han forelskede sig i Zafóns første roman, sammen har de nu sønnen Julian. Parret driver fortsat boghandleren Sempere og Sønner sammen med Daniels far, og Fermín, som man også kender fra den første roman, er stadig ansat i butikken.
I ”Himlens fange” får man svar på den hemmelighed, som Fermín længe har båret rundt på. Han skal giftes med sin elskede Bernarda og burde være lykkelig, men hans fortid, og den hemmelighed han har holdt for Daniel i alle disse år, forhindrer ham i at være glad.
29725470
Da en haltende skummel fyr en dag besøger boghandlen, køber han et meget dyrt eksemplar af ”Greven af Monte Christo”. Han signerer bogen ”Til Fermín Romeo de Torres, der kom tilbage fra de døde og har nøglen til fremtiden”, og beder Daniel give bogen med beskeden til Fermín. Daniel følger efter den mystiske fremmede, og Fermín tvinges omsider til at fortælle sin hemmelighed til Daniel.
Vi springer 20 år tilbage i tiden til efterborgerkrigstiden i 1930’erne, hvor vi får den barske historie om Fermíns fangenskab i fængslet Montjuic.
Her bliver vi introduceret til et broget persongalleri i form af den udspekulerede fængselsdirektør Mauricio Valls, der forsøger at manipulere med fangerne for egen vindings skyld, Fermíns cellekammerat Sebastián Salgado, der gemmer på en nøgle til en stor skat, og ikke mindst Fermíns fortabte medfange David Martín (hovedpersonen fra ”Englens spil”), som fører samtaler med folk, der ikke er der.
Det er Martín, der hjælper Fermín med at flygte fra fængslet. Til gengæld giver Fermín ham et løfte; han skal finde en person, der har stået Martín nær. Med sig ud af fængslet tager Fermín Salgados mystiske nøgle og en hemmelighed, som fængselsdirektøren ønsker skal forblive hemmelig.
Det er et af skeletterne fra Fermíns fortid, der nu 20 år senere har opsøgt ham.
Gennem Fermíns historie bindes flere af de løse ender fra de to forrige bøger sammen. Daniel lærer sandheden om, hvad der skete med hans mor, der døde da han var barn, og hvilken betydning fængselsdirektøren Valls’ har i forhold til hendes død.