Vingemus og kattejammer (1989) og Selv løverne græd den nat (1990) handler begge om en ensom pige, der gerne vil have en ven. Der er masser af farver i begge bøger, men også en hel del sorte flader. Sort er en fantastisk farve, dels fordi den gør alle andre farver smukke, men også fordi den er uhyre stemningsskabende. Og jeg tror, det netop er denne egenskab der gør, at sort er en gennemgående farve i Iben Sandemoses bøger. For samtidig med at sort ligger i bunden af tegningerne i de to nævnte bøger, ligger der også en tristhed i bunden af historierne. De to ting får Iben til at spille smukt sammen, og det gør bøgerne helstøbte og interessante. Se for eksempel tegningen af pigen i træet i Vingemus og kattejammer på side 22 – 23. Det er en stemningsfuld tegning. Sammenlign den med tegningen side 38-39 hvor baggrunden er blå og træet gult, og pigen har fundet sin ven. Sådan bruger man farver til at skabe stemning og underbygge historien.
Tegnestilen i Selv løverne græd den nat er meget lig den i Vingemus og kattejammer, men der er også et par tegninger, der peger frem mod de kommende bøger. Tegningen af pigen Kafonga der ankommer til muffongernes hus er næsten helt sort/hvid. Kun pigens tøj, måneseglet og de blålige glimt i havoverfladen har farve. En stil der rendyrkes i de kommende bøger.