Et gennemgående tema for Sidsel Falsig Pedersen er identitet. Mange af hendes figurer står i et livsmæssigt vadested og leder efter en form for identitetskontur. De er ofte navneløse, udflydende karakterer, der optræder irrationelt, søgende og uforudsigeligt. Mange af de samme karaktertræk går igen i Sidsel Falsig Pedersens forfatterskab. Hendes hovedpersoner er ofte yderst opmærksomme på de signaler, de får fra deres omgivelser, men de tolker dem ofte forkert eller for meget. Det efterlader en del social akavethed, der giver sig til udtryk i en understrøm af humor. Forenet med Sidsel Falsig Pedersens brug af absurditeter og surrealisme kan visse tekster fremstå helt symbolske. Som når hovedpersonen i ”Hestens fødselsdag” bliver stigmatiseret med et rødt udslæt eller når en person i ”En hel dags kærlighed” oplever, at hendes ben bliver gennemsigtige som glas.
På mange måder er Sidsel Falsig Pedersens litteratur og karakterer vokset ud af det postmoderne samfunds relativisme. Ideen om, at mennesket bærer en kerne i sig og at den kerne er det enkelte menneskes specifikke og koncentrerede ’selv’, går tilbage til psykoanalysen og 1970’ernes selvpsykologi. I det postmoderne samfund oplever mange imidlertid, at den kerne ikke findes. Man opfatter i stedet sig selv som en række personlighedssider afhængig af i hvilket miljø, man færdes. Når man er på arbejde eller i skole er man én person, og når man er med familien er man en anden. Det kan kaste en person ud i livskriser, hvis en eller flere af de sider elimineres. I ”Flora” er det eksempelvis forholdet til søsteren, der er krakeleret, og i ”Hestens fødselsdag” er det en social ændring på arbejdspladsen og herefter fyring, der kan starte krisen. Kriserne behandler Sidsel Falsig Pedersen med lige dele absurditet og realisme, og resultatet er minimalistisk, original stemningslitteratur med humoristiske, sociale reaktioner.
Sidsel Falsig Pedersens længere bøger er blevet karakteriseret som både novellesamlinger og romaner og er – som de karakterer, hun opererer med – svære at definere. I den natur ligner de litteratur af genren kortprosa, der ofte er springende øjebliksbilleder uden plot eller konklusioner. I ”Flora” arbejder hovedpersonen som indtaler af noveller til lydbøger, og de historier, hun indtaler, frustrerer hende. De er nemlig alle båret af åbne slutninger, meningsløse begivenheder, overreaktioner og uforklarede handlingsmønstre. På mange måder er de indlagte, små historier i ”Flora” billeder på Sidsel Falsig Pedersens egen litteratur.
Til forskel fra ”En hel dags kærlighed” er novellerne i ”Små må vi se” hovedsageligt realistiske uden udsyrede sci-fi-elementer med metaforiske kvaliteter, og de forener en klassisk novellestruktur med kortprosaens stramhed og minimalisme. I mange klassiske noveller udspringer handlingen af det røre, som en uventet begivenhed skaber. Det kunne eksempelvis være, at en fremmed kommer til byen og skaber en ubalance i det fasttømrede lokalmiljø. I Sidsel Falsig Pedersens noveller er det en anderledes ikkebegivenhed, der afføder karakterernes handlinger og reaktioner, og det centrale er tankerne omkring det, der kunne være sket. I samlingens 26 noveller er det nemlig snarere personernes følelser og tvivl, der er omdrejningspunkterne, og det er det usagte, der indtager novellernes vigtigste plads. Som hos kollegaen Naja Marie Aidt hersker den stramme minimalisme, hvor ikke et ord er tilovers, og temaerne er mange steder jalousi, mindreværd og parforhold.